Henrik 4 doblede forretningen hen over nytåret

Profilbillede
dato

Da VVS-Installatør Henrik Højmark Hansen i 2015 blev kontaktet af ejeren af Hæstrup VVS, Frede Jensen, endte det med en fusion af Byens Blikkenslager og VVS-Forretning og med Hæstrup VVS som den fortsættende virksomhed. Fra januar 2016 blev Henrik direktør for Hæstrup VVS A/S og en samlet medarbejderstab på godt 30 medarbejdere, en 4-dobling henover nytåret! 

Hæstrup er lille by der ligger et par kilometer syd for Hjørring. Her grundlagde Arne Jensen i 1953 Hæstrup VVS, som Henrik Højmark Hansen endegyldigt overtog i 2017.  “Jeg gik fra at være leder for 8 medarbejdere til 30 medarbejdere. Det var en anden opgave, for før var det mig, som bl.a. regnede tilbud, lavede løn og skrev regninger. Derudover var jeg den ekstra mand i marken, når der var brug for det. Jeg skulle bære mange forskellige kasketter på en dag.” 

Den større kapacitet har givet plads til en mere optimal administration med flere fastansatte og har for Henrik betydet, at han kan fastholde fokus på sine opgaver som leder “Jeg har altid været glad for at være VVS’er, men det er virkelig udfordrende at lave et godt stykke arbejde med hænderne, når du samtidigt skal bruge dit hoved til at løse udfordringer i hele virksomheden.” 

Det er især de dedikerede administrative ressourcer som nu dækker en stor del af de opgaver Henrik før måtte klare selv: “Den største forskel med et decideret kontorhold er at jeg i dag, i langt større grad, kan koncentrere mig om at drive virksomheden. Før havde jeg, udover en telefon og en e-mail som kørte for fuld drøn, 10 forskellige kasketter at skifte imellem alt efter hvad der var mest påkrævet. Det føltes ikke godt at stå ude hos en kunde, uden at kunne fokusere på kundens opgave.”

I dag foregår det meste af Henriks arbejdsdag på kontoret hvor han bl.a. koordinerer og planlægger igangværende opgaver, eller på besøg hos virksomhedens kunder for at besigtige kommende opgaver. 

De arbejdsopgaver falder naturligt for Henrik, som udover en faguddannelse som VVS-Montør hos Kaj Larsen & Søn i Løkken, dimitterede som VVS Installatør AK i 2009 “Jeg er selv uddannet VVS’er og læste videre til installatør, fordi jeg ville noget mere teoretisk og trives godt med ansvar.”

Fælles løsninger 

Selvom virksomheden er vokset, og Henrik ikke længere deltager så meget i det praktiske, har han ikke ændret sin tilgang så meget. Det handler stadig om at levere et godt stykke arbejde der gør kunden tilfreds. Det handler også om at finde løsninger som både projektledere og montører i virksomheden kan være trygge og glade for.

“Jeg gør meget ud af at prøve at forstå andre mennesker. Kunderne skal være glade for det udførte arbejde, og medarbejderne skal være glade for deres arbejde - det hele skal jo helst gå op i en højere enhed”

Derudover handler det for Henrik også om at være tilgængelig for især sine medarbejdere “Det ville nok være utopi at tro, at der ikke er blevet længere mellem mine medarbejdere og mig hvis man ser i forhold til, da vi var 8. Men Jeg gør meget ud af, at vi går på arbejde med hinanden. Vi er alle i den samme båd og arbejder for at få den i samme retning.”

Når man som 29-årig bliver leder for 30 medarbejdere i alle aldre kan det være godt med nogle sparringspartnere, I denne sammenhæng nævner Henrik sin hustru Karen. ”Karen har læst filosofi og af hende har Jeg virkelig lært værdien af at reflektere en ekstra gang over både det Jeg gjorde og det jeg kunne have gjort i en given situation, og lige så vigtigt over hvorfor andre mon gjorde som de gjorde”. 

Selvom det bliver til mange arbejdstimer på en uge kan Henrik dog også fortælle, at det går fint med at balancere familielivet med virksomheden “Jeg kan godt finde ud af at tage en eftermiddag ud kalenderen for at kunne hente mine børn fra institution en gang imellem, og så er Jeg velsignet med en hustru som også arbejder rigtig meget, så når børnene er puttet kan vi sætte os og arbejde om aftenen uden at have dårlig samvittighed overfor hinanden.” 

Hæstrup VVS A/S er en moderne installatør virksomhed som foruden VVS og blikkenslagerarbejde også udfører kloak, ventilations- og smede-opgaver. Udover enkelte kunder som betjenes i hele landet kører Hæstrup VVS primært i Nordjylland. Læs mere om Hæstrup VVS på deres hjemmeside. 

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Hæstrup VVS / Henrik Højmark Hansen