Julen nærmer sig, og indehaverne af HAVKYST i Hirtshals, Lene Kruse og Cecilie Kjeldgård, har besluttet at gøre årets juletid ekstra speciel ved at bringe smil og glæde til byens ældre borgere.
I et hjertevarmt initiativ vil de besøge forskellige plejehjem i Hirtshals for at sprede julestemning og give de ældre en særlig oplevelse.
"Det er vores første jul sammen som indehavere af HAVKYST. Vi elsker begge juletiden, og vi elsker, at vi kan være med til at sprede lidt ekstra smil og glæde rundt i byen," deler de to indehavere.
HAVKYST er kendt for sin brede kundekreds, men Lene og Cecilie har en særlig omsorg for byens ældre borgere. Derfor har de besluttet at tage turen rundt til forskellige plejehjem i Hirtshals og bringe butikkens varer med sig.
"Det er måske ikke altid muligt for de ældre at komme rundt i byen, nogen er måske for svage til at komme rundt og prøve tøj, derfor kommer vi til dem. Vi vil tage tøj og tilbehør med fra butikken, og vise det frem på plejehjemmet, så de også får muligheden for at få en fin ny bluse til julen," forklarer Lene.
Initiativet handler ikke kun om at præsentere produkter, men også om at skabe en hyggelig dag fyldt med julestemning og godt humør. Lene og Cecilie ønsker at nå ud til alle, inklusive dem, der ikke har mulighed for at bevæge sig rundt i byen.
"Det er vigtigt at vi når ud og er behjælpelige for alle, også dem som nødvendigvis ikke har mulighed for at komme rundt i byen og kigge i de fysiske butikker. Vi er sikre på at det bliver en hyggelig dag med en masse julestemning og godt humør," fortæller Cecilie.
Læs også: Cecilie og Lene fra HAVKYST har fået en varm velkomst i lokalområdet
Ekstra fokus på den gode julestemning
Med en bred kundekreds er det vigtigt for Lene og Cecilie, at ingen bliver glemt i den travle juletid.
Derfor har de valgt at fokusere på en ekstraordinær kundeservice, der ikke kun omfatter dem, der besøger butikken, men også dem, der ikke har den mulighed.
"Vores målsætning for den næste tid er helt bestemt at yde en god kundeservice, både for vores kunder, der besøger os i butikken, og for dem, der ikke har den mulighed. Vi vil have ekstra meget fokus på at sprede en god julestemning både udenfor og i butikken," siger Lene.
Julen kan være hektisk for mange, og Lene og Cecilie ønsker at lette byrden ved at være behjælpelige med juletøj og julegaver. De har udvidet åbningstider, fuld arbejdskraft hele december og tilbyder indpakning af gaver, samt mulighed for at bestille varer hjem.
"Vi sørger altid for, at der er fuld arbejdskraft hele december, udvidet åbningstider og selvfølgelig bare en god stemning i butikken. Vi pakker alle gaver ind og tilbyder at bestille varer hjem, hvis den søgte vare er udsolgt i butikken."
"Kan vi være med til at gøre vores medmennesker glade og tilfredse, så kan vi ikke bede om mere," afslutter Lene.
Så hvis du vil være en del af den gode julestemning, kan du besøge HAVKYST på Nørregade 3 i Hirtshals.
Du finder meget mere om HAVKYST på deres Facebookside og hjemmeside.