Frank Pedersen blev for tre år siden håndboldspiller for varmens skyld. Den 21-årige venstrekant hos Elitesport Vendsyssel havde spillet fodbold i hele sin ungdomstid i Hundelev, Skallerup, Hjørring og Brønderslev og havde desuden prøvet sig af i mange andre idrætsgrene.
Men han syntes, det blev for koldt at spille fodbold udendørs i al slags vejr. Så han rykkede forsøgsvis ind i varmen hos HI Håndbold og nåede at spillede både U19 og 3.division, inden han før sidste sæson blev hentet ind hos Elitesport Vendsyssel, der pludselig kom til at mangle en venstrefløj til at supplere Christian Lykke.
Så med kun tre års håndbolderfaring er Frank Pedersen nu etableret 1. divisionsspiller og derfor på holdkortet, når Elitesport Vendsyssel på søndag kl. 15 tager mod Grindsted GIF i Idrætscenter Vendsyssel.
Ikke en ønske modstander
Her kan Frank Pedersen i mere end én forstand regne med at få varmen.
Grindsted er ingen ønskemodstander for ESV, der tabte sidste sæsons to kampe mod sydjyderne med 12 og 13 mål.
Frank Pedersen er fortsat andet valg på fløjen efter Mathias Haugen.
”Jeg må acceptere, at hvis Mathias har en god dag, så bliver der ikke meget spilletid til mig. Men jeg har dog spillet i stort set alle kampe i år. Og jeg lærer en masse hver gang,” siger Frank Pedersen.
Den unge fløjspiller har sin styrke i en atletisk fysik.
”Jeg kan springe langt ind i feltet og få gode skudvikler mod målmændene. Men både teknisk og taktisk har jeg meget at lære endnu – og det er i kampene, jeg virkelig udvikler mig” siger Frank Pedersen.
Han forventer en vanskelig kamp på søndag:
”Med min begrænsede håndbolderfaring kender jeg ikke så meget til modstanderen. Men de ligger jo på fjerdepladsen, mens vi er nr. 8. Så de må være favoritter. På den anden side har vi i perioder vist rigtig godt spil i år, så jeg håber, vi rammer dagen og laver overraskelsen.”