Fortuna styrker fysikken

Foto: Torben Vandsted // Fortuna Hjørring.
Profilbillede
dato

Af Torben Vandsted // Fortuna Hjørring

Henrik Bøgvad skal sammen med Brian Sørensen sørge for at fysik og spil går op i en højere enhed.

Med stadig stigende krav til elitespillere er det yderst nødvendigt, at fysikken er i orden. Det har Fortuna taget til efterretning og besluttet et set up med optimering af den fysioterapeutiske indsats.

Dette set up indebærer en fultidsansættelse. Fortuna har hidtil haft deltidsassistance fra fysioterapeut Nicolas Rasmussen, som har ydet en upåklagelig indsats. Men nu er ønsket så en heltidstilknytning til klubben.

Derfor er fysioterapeut Henrik Bøgvad fra den 1. januar ansat på fuld tid i Fortuna. Han skal have ansvaret for, at spillernes fysik geares til strabadserne på banen, ligesom han får en opgave med de spillere, der uundgåeligt løber ind i skader. De skal bedst og hurtigst muligt på benene igen.

Fortuna har i de seneste år oplevet flere knæskader – korsbånd og ledbånd – som tvang spiller ud i lange pauser. Såvel hårdere turneringer med mange kampe som intensive forberedelser, stiller store krav.

"Jeg ser frem til samarbejdet med Henrik Bøgvad, som jeg tidligere har været meget tæt på. Vores spilleres fysik kommer i bedst tænkelige hænder. Det har stor betydning i den daglige forberedelse, og når der skal arbejdes med at gøre skadede spillere kampklare igen", siger Fortunas cheftræner Brian Sørensen.

"Når Henrik færdes blandt spillerne, kan han hele tiden holde øje med deres fysiske tilstand. Han skal selvfølgelige rette sin fulde opmærksomhed på elitespillerne, men han skal også være med, når unge spillere i klubben og på Dana Cup Academy forberedes til eliten. Det er meget vigtigt, at han også er inde over her, så der sørges for at de unge i deres målrettede spilleruddannelse sørger har fysikken med."

Når Fortuna i 2022 går ind i et yderst krævende slutspil i Gjensidige Kvindeliga er det af største betydning, at der virkelig fokuseres på spillernes fysik!

Henrik Bøgvad, der er uddannet på Fysioterapeutskolen i Aalborg, har været med i privat praksis i Aalborg, hvor han i en periode også var tilknyttet AaB. Da han i perioden 2013-17 var ansat på Hjørring sygehus, havde han også sin gang i Fortuna. Siden 2017 og til nu har Henrik været ansat hos Hobro IK.

I Fortuna ser man frem til, at de nuværende fire-fem skadede elitespillere, forsvarligt bringes på banen igen, og at der tages hånd om den fysiske udvikling hos Fortunas unge og eleverne på Dana Cup Academy.

Læs mere om Fortuna Hjørring her.

Kilde: Torben Vandsted, Pressechef
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook