Af: Torben Vandsted // Fortuna Hjørring
Det ligner efterhånden en katastrofestart på grundspillet i Gjensidige Kvindeliga. Aldrig tidligere er Fortuna kommet så svagt fra start, som det er tilfældet i år. Efter 7 kampe er der kun 9 points på tavlen, og søndag var det tidligere tiders ”arvefjende” Brøndby, der sørgede for endnu et nederlag til Fortuna. 1-2 på Nord Energi Arena i overværelse af 352 tilskuere.
Der blev spillet en ganske pæn 1. halvleg, hvor bolden arbejdede og Fortuna-spillerne flyttede sig energisk for hinanden.
I halvlegens 37. minut kom føringen, da Sarah Holmgaard på et indlæg fra venstre side sendte bolden sikkert i mål til halvlegsføringen.
I første halvleg spillede Fortuna mod en rimelig kraftig vind, og tilskuerne satte næsen op efter noget stor når rygvinden kunne støtte hjemmeholdet.
Men der gik kun fire minutter inden gæsterne fra Brøndby ville det anderledes. Med et elegant og velplaceret langskud sendte Anna Welin bolden i mål til udligning.
Spillet vekslede jævnt i de næste minutter, og Fortuna havde et par store chancer – en på overliggeren og en, der blev fornemt reddet af Brøndby-målmanden Ann-Kathrin Dilfer.Mens Brøndby forsvarede sig indædt faldt Fortunaspillet mere og mere sammen. Det virkede som om det var en flok modløse spillere, der ikke rigtigt troede på, at der igen kunne scores.
Brøndby derimod viste vilje, og i kampens 74. minut ´kom der endnu en demonstration af sjællændernes evne til at eksekvere med velplacerede langskud.
Denne gang var det Natalia Wròbel der tegnede sig for scoring uden for Adelaide Gays rækkevidde.
Fortuna forsøgte at komme tilbage i kampen, men beslutsomhed og gnist udeblev, så det var Brøndby der efter de 90 minutter kunne forlade banen med sejren på 1-2.
Fortuna befinder sig nu i en yderst betænkelig situation. Det er kun blevet til 9 points i syv kampe. Det betyder, at der er lang vej op til de overliggende hold, og Fortuna er tættere på bunden end på toppen.
Køge har lagt sig suverænt i spidsen af ligaen, Brøndby er 7 points foran Fortuna, og Thy Thisted på ligaens tredjeplads har et forspring på 4 points.
Nu skal Fortuna til at frygte, hvad der sker nede fra. Der er kun 4 points fra en plads under nedrykningsstregen.
En kombination af hovedrysten og panderynken er nok det, der betegner situationen bedst.
Der er nu 14 dage til at finde rigtigt på plads. Søndag den 16. oktober skal Fortuna til Århus for at møde AGF. Det er anden gang, de to hold mødes i dette års grundspil.
Da århusianerne var på besøg i Hjørring, fik Fortuna sin anden sejr. AGF blev besejret med 5-0. Siden har århusianerne præsteret en del bedre, så Fortuna kan vente større modstand, når holdet besøger Vejlby/Risskov Centret søndag den 16. oktober.
Det er tvingende nødvendigt, at Fortuna får stoppet den negative trend, hvis sæsonen 2022-23 ikke skal blive den helt store fiasko.
Kampen i tal
37. min. 1-0 Sarah Holmgaard
49. minut 1-1 Anna Welin
74. minut 1-2 Natalia Wròbel
Udskiftning
er
Fortuna: 66 min. Ind Janelle Cordia ud Karoline Olesen, ind Joy Ogochuckwu.
Brøndby 45 min. Ind Nea Lehtola ud Silje Simonsen 63 min. Ind Natalia Wròbel ud Malou Rylov, 75 min. Ind Rebekka Winther ud Beatrica Persson.