Fortuna Hjørring: Nu skal der kæmpes for god start på slutspillet

Foto: Jess M. Madsen
Profilbillede
dato

Af: Torben Vandsted // Fortuna Hjørring

Når Fortuna søndag kl. 15 stiller op på Brøndby stadions bane 2, er der virkelig noget at kæmpe for. Det drejer sig om en god placering i slutspillet foråret 2023. I øjeblikket er Fortuna på en tredjeplads i Gjensidige Kvindeliga med 7 points op til Brøndby og med 14 points op til førerholdet HB Køge.

Der er tradition for jævnbyrdige og spændende opgør mellem Fortuna og Brøndby. Søndagens kamp bliver ingen undtagelse.

I seneste weekend blev Fortuna slået af HB Køge og Brøndby var i Kolding efter en 1-1-kamp og et enkelt point.

Fortuna har en reel chance for at nærme sig Brøndby. Det kræver sejr i København på søndag og sejr i årets sidste kamp på hjemmebane mod ligaens bundhold Sundby.

Brøndby skal så – foruden nederlaget til Fortuna - også i sidste spillerunde sendes hjem fra FC Thy Thisted uden points. Det er en mulighed, efter at FC Thy Thisted ovenpå en tur i kulkælderen igen ser lyset. Seneste weekend blev det til en 4-0-sejr over FC Nordsjælland.

Men nu er det altså kampen i Brøndby på søndag, det drejer sig om. Senest de to hold mødtes var på Nord Energi Arena. Det var sidste kamp inden trænerskiftet. Her præsterede Brøndby – efter at have været bagud ved pausen, at score to gange i 2. halvleg of dermed sikre sig de tre points.

Efterfølgende er det bl.a. blevet til sejr over HB Køge. Det er således et Brøndby-hold fyldt af optimisme, der tager imod på søndag.

Fortuna har modet og viljen, som så skal skinne igennem på Brøndby stadion. Derfor sandsynlighed for et gedigent top-opgør i ligaen.

Begge hold vil kæmpe for et godt udgangspunkt, når det i foråret går løs i slutspillet i Gjensidige Kvindeliga.

Her skal der kæmpes om medaljer og adgang til Champions League. Det sidste bliver nok en umulighed, da det pt. ser ud til at der frem over kun skal et enkelt dansk hold med. Der skal mere end et mirakel til, hvis det ikke bliver HB Køge.

Kilde: Fortuna Hjørring
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.