Folkedansen starter i Hjørring den 13/9

dato

Af Ture Andersen

Folkedans i Hjørring

Folkedanserforeningen ”Vendsyssel” slår sine folder i Hjørring og har det ganske udmærket, alderen taget i betragtning – foreningen fyldte 83 år i vinters – men kører på med ungdommens mod!

For tiden afholdes de ugentlige danseaftener på Vellingshøj Centret, her er der god plads, borde og stole til den medbragte aftenkaffe samt en behagelig indetemperatur, så her kan der ikke klages!

Foreningen har lige nu ca. 40 medlemmer, men som næsten alle andre foreninger kunne vi da godt ønske flere deltagere til den hobby, som deltagerne mener er verdens bedste, idet man morer sig over egne og andres fejltrin og muntre tilråb, man kan/skal deltage på lige fod sammen med ægtefællen, ellers må man finde sig i den tildelte danser (!!!). Der danses pardanse, rækkedanse, kvadrilledanse og kredsdanse (hvor man som regel ender hos en anden end egen danser) – men der holdes pustepauser en gang imellem inden næste dansesæt.

Instruktør og musik leveres altid live, lige nu har vi en fast instruktør og to spillemænd, men et par gange eller tre i sæsonen har vi gæstebesøg af andre spillemænd eller danseinstruktører, for at det ikke skal blive alt for ensformigt. Desuden har vi et par gange specialdanse på programmet en hel aften, for eksempel sønderhoning og lanciers.

I den forgangne sæson har vi ligesom næsten alle andre foreninger ligget underdrejet på de ugentlige danseaftner, men har dog danset ved Høstdage i Mosbjerg. Fremadrettet har vi mange planer om at danse opvisninger, f. eks. på Vendsyssel Teater og ved Vrå Folkemusikfestival, så vi ind imellem viser flaget ”ude i byen”.

Alle er velkomne, både nybegyndere og øvede dansere, alle dansetrin bliver indøvet løbende så vi alle kan danse de gamle folkedanse.

Ifølge planen starter den nye sæsons danseaftener mandag, den 13. september på Vellingshøj Centret kl. 19:30 – VELKOMMEN TIL ALLE                                                        

Bestyrelsen for Folkedanserforeningen ”Vendsyssel”

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Kilde: Ture Andersen