Fodboldkommentator eller forsvarsadvokat: Oplev to spændende foredrag på Hjørring Bibliotek

Foto: Hjørring Bibliotekerne. Mette Grith Stage og Morten Bruun gæster begge Hjørring Bibliotek med hver deres medrivende foredrag.
Profilbillede
dato

I marts byder Hjørring Bibliotek på to spændende foredrag: Et for fodboldfans og et for dem, der vil med ind bag kulissen hos en kendt forsvarsadvokats arbejde.

Er du kæmpe fodboldfan? Så kender du helt sikkert Morten Bruun, tidligere fodboldspiller i Silkeborg IF, i dag kommentator på TV2. Mandag den 20. marts kl. 19 besøger han Hjørring Bibliotek. Her inviterer han publikum med på en fodboldrejse til både ind- og udland.

I første halvleg af foredraget skal I på besøg i en række udvalgte, danske klubber for at høre om Vendsyssel FF’s eventyrlige sæson i Superligaen, om Asaa Kirkes legendariske bandereklame, om Manchester Uniteds mange besøg i Holstebro og meget mere.

I anden halvleg skal I et helt andet sted hen, nemlig til Qatar for at høre en øjenvidneberetning om VM-slutrunden i dette mærkelige land. 2 gange 45 minutter fyldt med gode fodboldfortællinger.

Og husk at komme udklædt i dit bedste fodboldfan-tøj – biblioteket trækker nemlig lod om en præmie blandt alle, der møder op i en fodboldtrøje/-tørklæde til arrangementet! 

Et liv som forsvarsadvokat

Er du mere interesseret i, hvordan en forsvarsadvokat arbejder, så har biblioteket også et bud på det. Onsdag den 22. marts besøger den kendte forsvarsadvokat Mette Grith Stage Hjørring Bibliotek og tager publikum helt tæt på de mange straffesager og klienter, hun har haft igennem årene.

Mette Grith Stage har været forsvarer i nogle af Danmarkshistoriens mest spektakulære straffesager såsom Mia-sagen, Kundbypigen, sagen om morfaren, der skød en advokat, terrorangrebet på Krudttønden og gruppevoldtægten fra Fredericia Banegård.

Som forsvarsadvokat har man sin daglige gang i landets arrester og fængsler, man kommer tæt på samfundets skyggesider og færdes hjemmevant i de danske retssale.

Bliv klogere i selskab med den karismatiske Mette Grith Stage, som aldrig holder fri og altid er klar til at give sine klienter det bedste forsvar.

Billetter til begge foredrag bestilles på hjbib.dk.   

Kilde: Hjørring Bibliotekerne
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.