Af: Claus Dindler // Elitesport Vendsyssel
Elitesport Vendsyssel tabte den betydningsfulde kamp tirsdag aften i herrernes 1. division i håndbold mod Otterup med 23-27 (11-12) og må derfor se modstanderne rykke to points foran ESV med en kamp mindre spillet.
Kampen fandt sin afgørelse, da det nordfynske hjemmehold på fire minutter i midten af 2. halvleg gik fra 19-18 til 23-18.
Den føring fik ESV aldrig indhentet, og resten af kampen blev stort set målbytteri.
Otterup tog teten fra kampens start og fik opbygget en føring på 10-7. Men i slutningen af halvlegen lynede ESV’s Daniel Holmen fire gange i træk og reducerede hjemmeholdets føring ved pausen til 12-11.
Fem minutter efter pausen bragte Oliver Prince for første gang ESV foran. Men fra 13-14 gik Otterup igen i spidsen, og selv om Chr. Lykke fik udlignet til 16-16, var ESV derefter bagud i resten af kampen.
Cheftræner Jonas Aaen var naturligvis skuffet over resultatet.
”Vi bliver udfordret på fysikken, og det bliver afgørende. Især i 2. halvleg, hvor vi får sværere ved at spille os til chancer og udnytte dem.”
Målscorere:
Elitesport Vendsyssel: Oliver Prince 6, Daniel Holmen 4, Mads Espensen og Thomas Steffensen 3, Mikkel Krogshede 2, Nicolai Andersen, Mathias Haugen, Christian Lykke, Steffan Stollig og Frank Pedersen 1.