Af: Claus Dindler // Elitesport Vendsyssel
Elitesport Vendsyssel ankommer til Otterup tirsdag aften i krigshumør. Ikke bare er aftenens opgør en uhyre vigtig placeringskamp i bundregionerne af herrernes 1. division i håndbold. Men Otterup HK har desuden tirret vendelboerne godt og grundigt ved at insistere på, at kampen skal spilles en hverdagsaften.
Efter programmet skulle den have afsluttet efterårssæsonen i december. Men så fik en Otterup-spiller corona. ESV gik venligt med til at udsætte kampen.
Det viste sig, at placeringen af en ny kamp blev vanskelig. DHF måtte involveres, for at gøre en lang historie kort fik klubberne lov til at spille en søndag i januar, hvis de kunne enes om det.
ESV ville gerne spille i søndags. Otterup sagde nej, og så dikterede DHF, at kampen skulle spilles tirsdag den 18. december med den konsekvens, at spillerne fra Vendsyssel skulle arrangere frihed fra arbejde og studier og drage ud på en lang køretur til og fra Nordfyn på en hverdag.
Så alene af den grund er ESV opsat på at banke fynboerne.
Men nok så vigtigt har Elitesport Vendsyssel hårdt brug for at lægge afstand til Otterup i stillingen. Begge hold har ni points som nummer 11 og 12 – Otterup med en kamp færre.
Da de to hold mødtes i september, blev det til en sejr til Elitesport Vendsyssel på 29-25 i premierekampen på den nye hjemmebane i Vrå.
En gentagelse af sejren vil være meget, meget velkommen i den vendsysselske lejr.