I 29 år har Claus Penderup været indehaver af Fjerrenseriet, og han har i disse år oplevet mangt og meget. Lær ham bedre at kende her.
Claus Penderup har siden 1994 været ejer af Fjerrenseriet i Hjørring. I forretningen sælges der forskellige former for boligtekstiler.
“Da det er et familiefirma lå det i kortene, at jeg skulle overtage efter min far og stifter af firmaet. Jeg erhvervede 50 % i 1990 og købte resten fire år efter,” fortæller Claus Penderup.
Kundeoplevelsen i centrum
Claus Penderup nyder hverdagen i butikken og fremhæver mødet med kunderne som noget af det bedste i det daglige arbejde. Han understreger, at det vigtigste for ham er, at kunderne går derfra tilfredse.
“Det bedste er helt klart at give vores kunder en god oplevelse, samt at opfylde deres behov med de rigtige varer til den rigtige pris.”
Birthe Kjæhr i den store sengeafdeling på første sal, hvor kunderne i ro og mag kan vejledes til det rigtige sengekøb (Foto: Fjerrenseriet)
“Vi nørder fagligt en hel del, og vi kan mærke, at vores kunder godt kan lide at få en god gammeldags og professionel betjening af vores dygtige personale. Vi har et godt, dygtigt og loyalt personale, som det er en fornøjelse at arbejde sammen med dag efter dag,” udtaler Claus Penderup.
Som indehaver af fjerrenseriet er man med i alle aspekter af det daglige arbejde.
“Som indehaver er det alt lige fra at feje fortov til at lægge budgetter og strategi. Derudover bruger jeg meget tid på administrative opgaver sammen med indkøb og markedsføringsarbejde. Jeg møder ofte ved 8-tiden, og derefter går det slag i slag med forskellige opgaver,” forklarer Claus Penderup.
Fjerrenseriet har ligeledes et stort udvalg indenfor alt tilbehør til boligen (Foto: Fjerrenseriet)
Gode historier gennem tiden
Claus Penderup har haft mange gode oplevelser med arbejdet i fjerrenseriet, men nogle dage husker han mere tydeligt end andre. Særligt to episoder fremhæver han som mindeværdige:
“For år tilbage solgte vi håndklæder med forbogstaver. En kunde bad om et håndklæde til julegave med et J på til fasteren, hvis navn var Karen. Da vi spurgte, om hun så ikke ville have et håndklæde med et K var svaret, “Nej, for jeg hedder Jette, og jeg skal arve hende.”
Men det er ikke den ene gode historie, Claus kan tænke tilbage på med glæde.
“Førhen var der mange fine Københavnere, der var på Skagen om sommeren, og de brugte tiden heroppe til at få renset deres dyner og puder. En dag kom en meget fin dame ind med en pude, der mildest talt havde set bedre dage, klaskede den højlydt på bordet og sagde, at hun gerne ville have den renset. Vores rensemester, der var fra landet og ikke kunne tåle typer som hende, stod for enden af bordet, sendte hende et køligt blik og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre.”
“Som forventet blev hun vred og spurgte, hvordan han dog kunne sige det, når han ikke engang havde set på den. Svaret var kort og godt "A ka' høre'd på klangen". Vi så hende aldrig igen”, fortæller Claus Penderup med et smil på læben.
Du finder meget mere om Fjerrenseriet på deres Facebookside og hjemmeside, hvor du også har mulighed for at shoppe løs.
Besøg Fjerrenseriet på adressen Østergade 24 A i 9800 Hjørring.