Chef for Back Office - Styrk ledelsen og udviklingen af Forsvarets Kantiners administrative team

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Forsvarets Kantiner, som er en del af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse søger en chef for back office. Vi har bruge en leder, der kan støtte og udvikle medarbejderne i Back Office samt bidrage i chefgruppen.

Om os

Forsvarets Kantiner har 56 kantiner fordelt over hele landet, hvor vi servicerer alle Forsvarets ansatte med forplejning. Back Office for Forsvarets Kantiner, som du vil blive chef for, er bindeleddet mellem den decentrale drift og Ejendomsstyrelsens hovedkontor i Hjørring. Back Office består, ved fuld bemanding, af 7-8 medarbejdere, som refererer til dig. Vi har et meget dygtigt team, hvor medarbejderne er meget selvkørende og har styr på deres opgaver. Men eftersom den tidligere chef for Back Office, er blevet direktør for Forsvarets Kantiner, er der brug for en ny chef. Du vil således skulle referere til direktøren for Forsvarets Kantiner, der har et yderst godt indblik i stillingen. Du vil derfor her kunne søge god sparring til dine kommende opgaver.

Forsvarets Kantiner blev hjemtaget til Ejendomsstyrelsen i april 2022, hvor vi siden da, har vi opbygget vores struktur, processer, organisation mv. Det har været en periode, hvor meget har været nyt, og der populært sagt, har skulle ”lægges skinner, mens toget kørte”. Vi er nu kommet til et punkt, hvor vi skal have ”mere ro på”, og vi skal genoverveje måder, hvorpå vi løser vores opgaver – og dette i en tid, hvor vi ser ind i et Forsvar med flere medarbejdere, som også har positive konsekvenser for Forsvarets Kantiner.

Forsvarets Kantiner er en del Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, og har hovedkontor i Hjørring.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse leverer og udvikler de fysiske rammer for de militære operative enheder og de øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Det gælder alt fra både vedligehold af bygninger og arealer, rengøring og mad i kantinerne.

Om stillingen

Som chef for Back Office kommer du til at indgå i et tæt samarbejde med direktøren for Forsvarets Kantiner, som du også refererer til, chef for kantiner og områdets fem regionschefer. Du skal sammen med dine medarbejdere i Back Office, holde overblikket på vores mange forskellige opgaver, og sikre den nødvendige fremdrift. Opgaverne spænder bredt, og du vil i en eller anden udstrækning, være involveret i stort set alle opgaver i Back Office. Du skal derfor være forberedt på, at skulle forholde dig en meget varieret opgaveportefølje.

Du vil i denne stilling indtage en central position i organisationen, hvor du bliver en nøglefigur i at sikre både den daglige drift og den langsigtede udvikling. Din rolle vil spænde bredt, og du vil blive involveret i stort set alle opgaver inden for Back Office. Det er en stilling, der kræver en alsidig profil med både et strategisk blik og evnen til at håndtere praktiske opgaver. Du vil være den, der sikrer, at vores mange varierede opgaver kører gnidningsfrit, samtidig med at du er ansvarlig for forandringsprocesser, der optimerer vores kantinetjenester til nye højder. Din evne til at balancere mellem at støtte dine medarbejdere, samarbejde med kolleger på tværs af organisationen, og tager ansvar for komplekse opgaver vil være betydelig for din udvikling i denne rolle.

Herunder eksempler på nogle af de områder du kommer til at beskæftige dig med:
• Ledelse & samarbejde: Du vil være en drivkraft i ledelsesteamet, hvor du samarbejder tæt med direktøren, chef for kantinerne og regionscheferne for at sikre en stabil og effektiv drift. Samtidig vil du være den, der leder og implementerer udviklingsprojekter. Hertil leder du selvfølgelig dine medarbejdere i Back Office.

• Støtte i opgaveløsningen: I din daglige funktion vil du have ansvar for at sikre, at de mange forskelligartede opgaver i Back Office bliver håndteret rettidigt og korrekt. Dette indebærer alt fra at yde administrativ støtte til køkkencheferne, til at koordinere praktiske opgaver som reparationer og planlægning af vigtige seminarer.

• Strategisk støtte: Din rolle vil også omfatte strategisk støtte til ledelsen. Du vil undersøge problemstillinger, udvikle løsningsforslag og udarbejde grundlag for beslutninger, der kan have stor betydning for vores kantiners fremtidige udvikling.

• Implementering af processer: Når beslutninger er truffet, vil du tage ejerskab over implementeringen af nye processer og koncepter, der kan forbedre vores drift. Dette kan for eksempel være nye indkøbsprocedurer eller udvikling af nye servicekoncepter.

• Selvstændig opgavestyring: Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og initiativrigt med dine opgaver. Du skal kunne håndtere opgaver fra start til slut, lige fra identifikation af problemstillinger til implementering af løsninger.

• Koordinering & kommunikation: Du vil være bindeleddet mellem forskellige afdelinger og kollegaer på tværs af Ejendomsstyrelsen. Derfor er det vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og er komfortabel med at etablere og vedligeholde nye arbejdsrelationer.

Du vil have kontor på Hjørring kaserne, hvor du dagligt vil være sammen med dine medarbejdere. Ejendomsstyrelsen har hovedkontor i Hjørring, hvorfor du her også vil have et tæt samarbejde med dine kollegaer i andre dele af styrelsen. Vores opgaver kan kun løses i samarbejde med vores kollegaer andre steder i styrelsen, så dine samarbejdsevner er afgørende for at kunne lykkes i stillingen. Du vil opleve at have stor fleksibilitet i forhold til arbejdstid og der er mulighed for at arbejde hjemme.

Om dig

På grund af din position og rolle i denne stilling, ser vi gerne, at du har en relevant ledelsesmæssig- og uddannelsesbaggrund, som er sammenholdt erfaring fra det offentlige – og meget gerne fra Forsvaret. Erfaring fra en lignende lederstilling vil blive vægtet højt, ligesom erfaring eller indsigt i Forsvaret, Ejendomsstyrelsen eller andre styrelser i koncernen vil være en stor fordel. Hvis du ikke har erfaring fra disse områder, er det en fordel, at du har solid erfaring med offentlig administration og ledelse. Ledelseserfaring er en klar fordel, men personlighed, vilje og færdigheder vægter lige så højt.

Din evne til at lede med positiv energi vil være vigtigt i dit arbejde, hvor du skal skabe løsninger og fremme et godt samarbejde, selv når opgaverne er komplekse. Du vil som leder være ansvarlig for at skabe en god stemning i en travl hverdag, hvor uforudsigelighed og travlhed kan forekomme. Her skal du kunne balancere mellem drifts- og udviklingsopgaver, og det vil kræve, at du omstillingsparat og lede dit team effektivt, selv under pres med korte deadlines.

For os afhænger det i høj grad også af din evne til at samarbejde med dine kolleger og medarbejdere. De forventer alle en leder, der er positiv, udadvendt og som kan samle teamet om fælles opgaveløsninger. Derudover vil du skulle støtte ledelsen i Forsvarets Kantiner med vores større sager, hvorfor det er essentielt, at du har gode kommunikative evner, både skriftligt og mundtligt, og at du kan lede og formidle komplekse sager på en klar og inspirerende måde.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende relevante overenskomst. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning knyttet til stillingen.

Stillingen er på 37 timer ugentlig inkl. frokostpause. Ansættelse hurtigst muligt.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

KONTAKT OG ANSØGNING

Hvis du vil vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte Kasper Maarup Andersen på telefon 2010 2620 eller mail: fes-chfk@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Aldijana Henic på telefon 7281 9903 eller mail: fps-alh@mil.dk.

Ansøgningsfristen er 15. september 2024. Samtaler bliver afholdt løbende.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via ansøgningslinket. Du bedes vedhæfte relevante dokumenter, såsom ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes som pdf-filer.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen.
Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingerne.

OM FORSVARSMINISTERIETS EJENDOMSSTYRELSE (FES)
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet ved at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Ejendomsstyrelsen leverer et fuld service koncept, hvor opgaverne omfatter; Facility management, nybyggeri, vedligehold, miljø- og energiopgaver samt naturpleje – og udføres overvejende via eksterne leverandører.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedkontor i Hjørring, men har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. Vi har i alt 860 etablissementer spredt ud over hele Danmark.

Ejendomsstyrelsen er overvejende en civil arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og videns
fællesskaber. Styrelsen har ejendomsdriften i centrum: Både i opgaveløsningen med vores kunder og i forhold til kompetenceudvikling af vore medarbejdere.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har et samlet budget på ca. 2 mia. kr., 2,4 mio. m2 bebyggelse i vores portefølje, et samlet øvelsesareal på ca. 36.000 hektar og vi beskæftiger ca. 1800 medarbejdere.

Du kan læse mere om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse på www.ejendomsstyrelsen.dk.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hjørring Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Arsenalvej , 9800 Hjørring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-09-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6104741

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet