Det seneste døgn har der været en markant stigning i antallet af smittede i Hjørring Kommune.
De seneste uger har antallet af smittede i Hjørring Kommune ligget på et stabilt niveau med omkring 12-14 nye smittede pr. døgn. Men det seneste døgn er 23 blevet smittet, og så er antallet af smittede, som er konstateret gennem de nye hurtigtest, endda ikke regnet med. Derfor kommer borgmester Arne Boelt nu med en appel til kommunens borgere:
- Jeg vil indtrængende opfordre alle til at holde juleaften og de kommende juledage på en ansvarlig og fornuftig måde i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Smittemæssigt ligger vi endnu ikke på højde med andre kommuner, og skal vi undgå dette, kræver det, at vi alle sammen tænker os godt om i forhold til, hvordan vi holder jul og juledage med hinanden, siger borgmester Arne Boelt.
Derfor opfordrer han alle til endnu engang at overveje, om de planer, der er aftalt hen over julen, nu også er ansvarlige og fornuftige i forhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Er de ikke det, er der stadig tid til at lave dem om og finde på andre løsninger, som både kan sikre hygge og samvær med de nærmeste.
- De danske sygehuse er under pres, men det er endnu ikke tilfældet i Nordjylland. Men med den stigende smitte både her i vores kommune og i hele Nordjylland kan det hurtigt ændre sig. Så kom nu igen - vis, at vi kan tage ansvar for os selv og hinanden - det har vi tidligere vist, at vi kan, siger borgmester Arne Boelt.