Bliv vicedirektør i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse og led udviklingen af en organisation i vækst

dato

Har du solid erfaring fra øverste ledelsesniveau med stærke dokumenterede kompetencer inden for ledelse, virksomhedsstyring og forretningsforståelse? Evner du at bygge bro på tværs af Forsvarsministeriets koncern til gavn for den samlede opgaveløsning, og vil du være med til at gå forrest i udviklingen af en organisation i rivende vækst? Så er det dig, vi har kig på til jobbet som vicedirektør i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse.


Om os


Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse (FRS) er én af seks styrelser i Forsvaret. Vi er organiseret i Hjørring med i alt 250 medarbejdere.
FRS varetager regnskabsopgaver, lønadministration samt administrativ og finansiel opgaveløsning inden for Forsvarsministeriets koncern. Endvidere varetager styrelsen finansiel controlling, overvåger det finansielle kontrolmiljø, udvikler regnskabsprocesser og bidrager til den strategiske forretningsunderstøttelse og udvikling i koncernen.

Vores mål er at være et stærkt shared service center og give den bedste kundeoplevelse. Det gør vi med høj faglig stolthed inden for hele regnskabsområdet, en god samarbejdskultur og en bred vifte af kompetencer, som vi hele tiden ønsker at optimere.

Vi arbejder også på at være en spændende og inspirerende arbejdsplads, med en bred medarbejdersammensætning og et arbejdsmiljø, hvor hver medarbejder føler sig værdsat.


Om stillingen


Som vicedirektør indgår du i direktionen, og du træder ind i en indflydelsesrig rolle, hvor du i tæt forening med styrelsesdirektøren og den øvrige ledelsesgruppe får mulighed for at sætte dit aftryk på både driften og udviklingen af organisationen samt at bidrage aktivt til styrkelse af den samlede ledelse.

Du bliver en del af en ledelsesgruppe, der værdsætter et stærkt tværgående samarbejde samt en åben og ærlig dialog.

Du er daglig leder for to afdelingschefer og en sektionschef med særligt ansvar for shared servicecentrets mængde- og procestunge områder: lønadministration, fakturahåndtering, rejseadministration og finansbogholderi. Du kommer til at samarbejde tæt med vores ledelsessekretariat, og er således meget involveret i alt, hvad der drejer sig om vores interne forhold og organisering såsom styring og planlægning af strategi, kompetenceudvikling mv.

Dine primære ansvarsområder indebærer desuden, at du:

• Påtager dig eksekveringen og målopfyldelsen af Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelses mål- og resultatplan indgået med Forsvarsministeriets departement, herunder prioriterer indsatsområder samt sætter rammer og mål.
• Medvirker til et stærkt tværgående samarbejde mellem afdelingerne og sikrer en fælles forståelse for vigtigheden af alles bidrag og funktion som forudsætning for en effektiv organisation.
• Sikrer en stabil drift, men fortsat har øje for og prioriterer ressourcer til at udvikle organisationen, således at organisationen kan løfte det allerede høje niveau.


Om dig


Vi ser gerne, at du har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation. Du har en relevant videregående uddannelse fx som Cand. Merc. Aud., og du skal desuden have solid erfaring med ledelse af ledere på chefniveau og et karriereforløb, som kan matche jobbet i en travl og ambitiøs styrelse.

Du har en høj faglig ballast og stor erfaring inden for økonomi, regnskab og revision, og er idérig hvad angår faglige og tekniske løsninger til gavn for organisationen. Det er desuden væsentligt, at du har evnerne, viljen og erfaringen med at fremme og lede opgaver i et komplekst miljø.

Kravene til Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse fordrer en helt særlig indsats og forudsætter topmotiverede og højt kvalificerede medarbejdere. Det stiller store krav til god ledelse og vi forventer, at du brænder for ledelsesgerningen og er en synlig og troværdig leder, der kan sætte retning og klare strategiske mål for opgavevaretagelsen samt skabe følgeskab og sikre sammenhængskraft i organisationen.

Som person trives du godt i en selvstændig rolle, du drives af udvikling og forandring og forstår at tænke proaktivt og helhedsorienteret samtidig med, at driften er topprioritet.
Vores ønsker til en vicedirektør er desuden at:
• Du tænker i helheder uden at miste de vigtige detaljer.
• Du er handlekraftig og kan være ansvarlig for at føre forandringsprocesser i mål.
• Du understøtter trivsel og er optaget af gode relationer og konstruktivt samarbejde.
• Du har politisk forståelse og besidder solide kommunikationsevner.

Det vil være en fordel, hvis du har kendskab til forsvarsområdet, men det er ikke en forudsætning. Der vil blive lagt vægt på, at du vurderes bredt anvendelig til andre chefstillinger inden for Forsvarsministeriets område.


Ansættelsesvilkår


Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom der er mulighed for ansættelse på åremål.

Hvis du i forvejen er tjenestemand, er der mulighed for, at ansættelsen kan ske som tjenestemand, hvorefter den lønmæssige indplacering vil ske i lønramme 37. Ansøgningen skal stiles til Hans Majestæt Kongen, medmindre du allerede er indplaceret i lønramme 37.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.
Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

KONTRAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør i FRS John Sørensen på tlf.: 7281 0701 eller mail: frs-dir@mil.dk. Eller vicedirektør Jan Møller Pedersen på tlf. 4096 0202 eller mail: frs-vdir@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent i FPS, Marie Veedfald på tlf.: 3266 5140 eller mail: fps-mrv@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 5. januar 2025, og vi forventer at afholde samtaler i uge 3. Stillingen er til besættelse snarest muligt.

Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.

Forsvarsministeriets ministerområde er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hjørring Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, Arsenalvej , 9800 Hjørring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-01-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6159070

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook