Bliv udbudsjurist eller konsulent i en dynamisk afdeling hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring

dato

Vil du være en del af et team af dygtige og ligesindede specialister i udbud, og vil du være med til at udvikle Ejendomsstyrelsens udbud og indkøb af varer og tjenesteydelser? Så er det dig, vi mangler!

Om os

Udbudsjuridisk Sektion hører til under Juraafdelingen, og består – udover sektionschefen – af ni medarbejdere. Vi har det samlede ansvar for styrelsens udbuds- og indkøbsfaglige opgaver. Vi gennemfører udbud, licitationer og andre former for konkurrenceudsættelse inden for en lang række forskellige områder og hvert år fuldfører vi nogle af de fagligt mest udfordrende udbud i Danmark. Vi bistår desuden løbende vores kollegaer i organisationen med anden juridisk bistand og sparring i forbindelse med drift og vedligehold af Forsvarets bygningsmasse og arealer.

Endelig fastsætter vi bestemmelser og processer for vores udbuds- og indkøbsvirksomhed, samt tilrettelægger og gennemfører udbud i tæt og tværfagligt samarbejde med kunder, brugere og øvrige afdelinger i styrelsen.

Udover at vægte det faglige fællesskab højt, ser vi også vores medarbejdere som hele mennesker - der skal være balance mellem arbejdsliv og familieliv. Derfor er der også stor grad af fleksibilitet og mulighed for at tilrettelægge egen arbejdstid og hjemmearbejde i samarbejde med nærmeste leder.

Hvad tilbyder vi dig?

Ejendomsstyrelsen er i en rivende udvikling. Vi søger derfor to udbudsjurister eller konsulenter til Udbudsjuridisk Sektion.

Ejendomsstyrelsen udbyder en bred palette af varer og tjenesteydelser lige fra materialer og ydelser til vores bygningsvedligeholdelsesprojekter, til posthåndtering og Facility Management-ydelser. Du får som udbudsjurist eller -konsulent hos os mulighed for at arbejde med alsidige og komplekse opgaver, som du ikke støder på hos andre offentlige myndigheder. Det kan for eksempel være udbud af naturpleje på skyde- og øvelsesterræner, udbud af sikringsydelser eller udbud af vedligehold af Forsvarets bevaringsværdige og fredede bygninger i Danmark.

Afhængigt af dine præferencer får du mulighed for at arbejde med stort set alle dicipliner inden for udbudsretten.

Din nye kollega, Jonas, har sat et par ord på, hvordan det er hos os: ”Vi har et rigtig godt fagligt fællesskab i sektionen – og i Juraafdelingen som vi er en del af. Hverdagen er travl, men vi hjælper hinanden med opgaverne og sparrer løbende om problemstillinger og veje at gå. Opgaverne veksler i omfang og indhold – der er juridiske notater, rådgivning af kolleger rundt omkring i hele organisationen og så selvfølgelig arbejdet med udbud og tværgående projektarbejde. Og så er der fuld tillid til os som medarbejdere og til vores opgaveløsning.”

Du bliver en del af en sektion med en solid udbudsfaglighed. Vi sætter faglig sparring og personlig udvikling højt og prioriterer det. Der er også et stærkt sammenhold i sektionen, og vi kan godt finde på at lave noget sammen uden for kontoret, for eksempel en padelturnering eller en bingo-aften.

Når du starter får du et grundigt intro- og oplæringsforløb der er tilpasset din baggrund, og vi tilrettelægger opgaverne efter din erfaring. Hvis du ikke har erfaring med udbud fra tidligere, sørger vi for, at du bliver ført ind i området på en overskuelig måde.

Vi sigter mod, at du hurtigt får dine egne opgaver, som du er ansvarlig for, samtidig med at du kører parløb med en kollega på større eller strategisk vigtige udbud – to hjerner er nu en gang bedre end én, og sammen får vi skabt nogle gode indkøbsaftaler og kontrakter til Ejendomsstyrelsen.

Hvad bliver dine primære arbejdsoppgaver?

Dine primære ansvarsområder og arbejdsopgaver er at:

  • gennemføre store og komplekse EU-udbud og andre former for konkurrenceudsættelse inden for en række forskellige områder, enten selvstændigt eller i samarbejde med de øvrige medarbejdere i sektionen
  • sikre at vores udbud gennemføres i overensstemmelse med gældende udbudsregler, og at udbuddene giver optimale og effektive indkøb
  • bistå med at gennemføre mindre indkøb på eksisterende rammeaftaler, dynamiske indkøbssystemer og lignende – det er en vigtig forudsætning for, at Ejendomsstyrelsen smidigt kan købe for eksempel inventar eller gennemføre bygningsvedligeholdelsesprojekter
  • rådgive og bistå ledelse og medarbejdere i hele organisationen i udbuds- og kontraktret.
Om dig
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Derudover tæller det positivt, hvis du har:

  • interesse for, samt relevant erfaring med, udbudsret, kontraktret og beslægtede retsområder. Det er en gevinst, hvis du har erfaring med udbud af varer eller tjenesteydelser
  • indsigt i og forståelse for offentlige myndigheders indkøb og virksomhed
  • erfaring med eller motivation for at lede større projekter eller at fungere som tovholder
  • lyst til og gerne erfaring med at arbejde med bæredygtighed – særligt bæredygtige indkøb.
Det kan også være, at du har en anden baggrund, men har erfaring med udbud fra tidligere ansættelser.

Som person:

  • arbejder du selvstændigt og er løsningsorienteret
  • har du gode analytiske evner og formulerer dig præcist både på skrift og i tale, og det falder dig naturligt at vise mod og tage initiativ i løsningen af opgaver, ligesom du har en konstruktiv tilgang til at indgå i tværfaglige samarbejder
  • er du god til at bevare overblikket og har du stærke koordineringsevner
Ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til relevant gældende overenskomst. Der vil i forbindelse med ansættelsen være mulighed for forhandling af tillæg. Endvidere er der til ansættelsen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet , at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Dit arbejdssted vil være i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring. Der vil være mulighed for hjemmearbejde i en vis udstrækning efter din introduktionsperiode.

Kontakt og Ansøgning

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Søren Lysholt Hansen afdelingschef for Juraafdelingen på telefon 30 32 32 94.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Mia Nordbeck Carlsson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5716 eller på mail FPS-MNC@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 2. marts 2025. Vi holder samtaler løbende, så hvis stillingen har fanget din interesse, ser vi gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket nederst på siden

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse støtter og servicerer militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi er ansvarlig for at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke. Vores ansvarsområde omfatter nybyggeri, vedligehold og facility management i form af bl.a. rengøring, kantine og arealpleje. Desuden varetager vi miljø- og energiopgaver og naturpleje af Forsvarets terræner.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedkontor i Hjørring, men vi har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet. Ejendomsstyrelsen er en mangfoldig arbejdsplads, der er båret af stærke fag- og videnfællesskaber.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen har ca. 2 millioner kvadratmeter bebyggelse i vores portefølje, et samlet areal på ca. 32.000 hektar, over 600 etablissementer i hele Danmark, og vi beskæftiger knapt 600 medarbejdere.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hjørring Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Arsenalvej, 9800 Hjørring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 02-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/13ebea3b-e441-4c7f-a78c-3e079c1f4b4b

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook