Har du styr på tal, sans for administration og god rådgivning?
Trives du med at sikre indhentning af refusioner, vejlede ledere og skabe overblik i komplekse administrative processer? Så er du måske vores nye refusionsmedarbejder i Sygdom- og Barselssektionen.
Om os
Sygdom- og Barselssektionen er en del af Forsvarets Personelkommando og er det centrale sted i Forsvaret, hvorfra al sygefraværsregistrering, dagpengerefusioner, barselsforvaltning samt støtte ved håndtering af langvarigt sygefravær foregår.
Vi er 28 medarbejdere i sektionen og vi er opdelt i 4 teams - ét af dem er refusionsteamet, hvor vi nu søger én ny kollega. Vi arbejder i faglige fællesskaber, hvor vi arbejder tæt sammen. Vi har også selvstændige og krævende opgaver, men vi hjælper hinanden med at komme i mål.
Hos os, er det hele menneske og et bæredygtigt arbejdsliv i centrum, så du vil opleve fleksibilitet og mulighed for at aftale ad-hoc hjemmearbejdsdage ved behov.
Refusionsteamets vigtigste opgave er at sikre, at vi får indhentet de refusioner, som vi er berettigede til. Vi sætter en stor ære i at levere en høj kvalitet i opgaveløsningen og fungerer som specialister inden for området.
Vi har fokus på den enkeltes udvikling og du vil have mulighed for at dygtiggøre dig fagligt via sidemandsoplæring, kurser og efter-/videreuddannelse.
Om stillingen
Sygdom- og Barselssektionen er Forsvarets centrale enhed for rådgivning, registrering og opfølgning på fravær. Vi understøtter Forsvarets chefer og ledere med data, administration og vejledning og vi søger nu en ny kollega til vores Refusionsteam.
Som refusionsmedarbejder bliver din primære opgave at klargøre og anmelde syge-, fleks- og øvrige medarbejderrelaterede refusioner til kommuner, Statens Administration og andre myndigheder. Du får en varieret hverdag med administrative opgaver, tal og IT, hvor kvalitet og overblik er afgørende.
Du bliver samtidig en vigtig samarbejdspartner for Forsvarets ledere, som du vejleder og rådgiver om regler, refusionsmuligheder og administrative procedurer. Derudover har du løbende skriftlig dialog med kommuner og andre samarbejdspartnere og bidrager til en effektiv og professionel sagsbehandling.
Som en del af teamet indgår du også i en turnusordning, hvor du modtager og registrerer syge- og raskmeldinger fra Forsvarets ansatte. Opgaven varetages via vores callcenter på hverdage, og du vil typisk have én til få vagter om ugen.
Vi tilbyder en arbejdsplads med engagerede kolleger, høj faglighed og en uformel omgangstone. Vi løfter opgaverne i fællesskab, hjælper hinanden i hverdagen og lægger vægt på, at det både er meningsfuldt og rart at gå på arbejde.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse, gerne suppleret med relevant efteruddannelse. Alternativt en professionsbacheloruddannelse inden for administration, økonomi eller et beslægtet område.
Du har erfaring med økonomi og administrative opgaver, gerne fra et område, hvor du har arbejdet med refusioner. Kendskab til SAP, WorkZone og Excel, samt erfaring fra Forsvaret, vil være en fordel.
Du arbejder struktureret og trives med at tage ansvar for dine egne opgaver, samtidig med at du bidrager aktivt til fælles løsninger. Du sætter en ære i at yde god service og professionel rådgivning og kommunikerer klart – både mundtligt og skriftligt.
Som kollega er du imødekommende, samarbejdsorienteret og deler gerne din viden med andre. Du bidrager til et positivt arbejdsmiljø, bevarer overblikket, når der er travlt, og møder både kolleger og samarbejdspartnere med godt humør.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hjørring.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Barbara Macdonald Arnskov på telefon 3069 6002 eller via mail pkom-bma@mil.dk
Har du spørgsmål til løn og ansættelsesforhold, kan du kontakte HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811 pga sommerferie kun i perioden 20. juli – 24. juli samt 10. august – 14. august.
Ansøgningsfristen er søndag den 16. august 2026. Der afholdes 1. og 2. samtaler i henholdsvis uge 34 og 35. Stillingen ønskes besat den 1. oktober 2026 eller efter nærmere aftale.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Personelkommandoen
Vi rekrutterer og fastholder kompetente ansatte til mere en 40 uddannelser og 20.000 stillinger for Danmarks sikkerhed, og vi yder en helt særlig indsats over for vores veteraner og deres familier. Vores verden drejer sig om den operative kerneopgave, og vi understøtter alle lige fra den værnepligtige til forsvarsministeren.
Vi har et stærkt tværfagligt HR-miljø med fokus på udvikling. Når den operative virkelighed ændrer sig, gør vi det samme. Det kræver mere end almindelig HR.
Vi har hovedsæde i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Hjørring Kaserne, Arsenalvej, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/6ac4ec59-77bd-4549-9a7a-c7924e2377a0