Vi er ansvarlige for den samlede finansielle controlling i Forsvarsministeriets koncern. Du bliver en del af en attraktiv arbejdsplads med fokus på bl.a. work-life balance, kompetenceudvikling og medarbejderinvolvering. Inden for det finansielle område varetager vi et komplekst controllingmiljø, der kræver faglighed og giver mange muligheder for videreudvikling.
Om os
I Regnskabsstyrelsen sætter vi høje faglige standarder, og vi er med til at støtte og rådgive bredt ud i Forsvarsministeriets koncern. Det kræver dygtige medarbejdere, og dem har vi! Men vi vil gerne have endnu flere.
Afdelingens medarbejdere er fordelt på fire sektioner, Regnskab, Finansiel controlling, Kontrolmiljø og Forretningsudvikling. Vi er sammensat af kollegaer med stærke specialiserede evner inden for fagområderne regnskabsaflæggelse, controlling, processer, rapportering og rådgivning m.v.
Du bliver en del af en sektion, der lægger vægt på samarbejde, frihed under ansvar, vidensdeling, nysgerrighed, en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø med plads til socialt samvær – også uden for arbejdstiden.
Om stillingen
Dine primære ansvarsområder og arbejdsopgaver vil bl.a. være:
- Finansiel controlling af styrelsernes bevillingsregnskab.
- Udarbejdelse af afrapporteringer til forsvarets forskellige styrelser.
- Deltagelse i fælles projekter med dine kollegaer, som er med til at fremme udvikling og udbredelse af den finansielle controlling i Forsvaret.
- Deltagelse i rådgivning af og sparring med styrelser centralt og decentralt.
- Deltagelse i centrale budgetkontroller og udvikling heraf.
Vi har mulighed for at tilpasse jobbet til kandidaten. Med en stærk sidemandsoplæring forventer vi ikke, at du kan det hele på forhånd, men vi forventer, at du har interesse i at ville lære.
Afhængig af din profil, interesser og erfaringer kan vi sammen definere dine opgaver og løbende udvikling.
Om dig
Vi forventer, du har en relevant uddannelse inden for økonomi/regnskab, f.eks. Finansiel controller (UCN), HD(R) eller Cand.merc., hvor du har opnået god regnskabsforståelse, samt at du har interesse for eller erfaring med finansiel controlling.
Allervigtigst er dit engagement og din motivation for arbejdet med en kompleks opgaveportefølje med mange interessenter, hvilket kræver overblik og gode samarbejdsevner.
Derfor kan du også nikke genkendende til flere af nedenstående punkter:
- Du er vant til at formidle til tider komplicerede budskaber og deltage i drøftelser med interessenter med mange holdninger og perspektiver.
- Du er tillidsvækkende og med gode samarbejdsevner.
- Du er nysgerrig, opsøgende og har modet til at turde udfordre vores organisation i den nuværende opgaveløsning.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten. Hertil kommer en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes, samt at du er forpligtet til at deltage i fredsskabende og fredsbevarende operationer mv.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Har du lyst til at høre mere om stillingen, kan du kontakte specialkonsulent Kasper Guldmann Hosbond på telefon 728 10753 eller sektionschef Morten Kold Jensen på 728 10750.
Har du spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.
Vi beder dig søge stillingen via linket og vedhæfte relevante dokumenter.
Ansøgningsfrist den 23. februar 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 10.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse holder til i Hjørring og har ca. 250 medarbejdere med en bred civil baggrund. Vi sørger for regnskaber, betalinger, lønadministration og bogføring for hele ministeriets koncern. Samtidig hjælper vi vores kunder – de andre styrelser og myndigheder – med at styrke deres kontrolmiljø og sikre en solid økonomistyring. Vi arbejder også på at gøre processerne smartere med videndeling og automatisering, og vi lægger stor vægt på samarbejde og faglig kvalitet.
Læs mere om Forsvaret som arbejdsplads på www.Forsvaret.dk og om Regnskabsstyrelsen på www.regnskabsstyrelsen.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, Arsenalvej, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-02-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/66bd80fd-1c9c-4d6c-b060-017af141ddc0