Bliv estimeringsspecialist med byggefaglig baggrund hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring

dato

Leder du efter et job, hvor du aldrig kommer til at kede dig - og hvor du indgår i et team med stærk og alsidig faglighed?

Så søger vi lige nu dygtige medarbejdere med stærk byggefaglig baggrund til at indgå i vores team, som estimerer omkostninger og ressourcebehov af bygge- og anlægsopgaver i Forsvaret ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring – fra grove udgiftsskøn til detaljerede beregninger.

Om os
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) varetager bygherreansvaret, udviklingen og driften af Forsvarsministeriets ejendomme, arealer og etablissementer i hele Danmark og i Grønland.

Forsvaret og Ejendomsstyrelsen er midt i en gennemgribende udvikling med baggrund i Forsvarsforliget fra 2024, som løber frem til 2033. Forsvaret oprustes og med det kommer en lang række mindre og større bygge- og anlægsopgaver. Opgaverne er mange og meget forskelligartede.

I Planlægningsafdelingen i Ejendomsstyrelsen er der 70 kolleger fordelt på primært civile, men også militære medarbejdere, der i fællesskab udvikler, ressourcefastsætter og planlægger alle større byggeprojekter i det danske Forsvar.

Om stillingen
Du bliver en del af en sektion og afdeling, som agerer midt i spændingsfeltet mellem politiske målsætninger om hastig opbygning, operative behov og gældende lovgivning og praksis. Der er stor efterspørgsel på bygge- og anlægsopgaver, hvorfor det er en travl og omskiftelig hverdag, som kan ændre sig hurtigt. Dine bidrag vil indgå i beslutningerne om omfang, placering og indhold af de fremtidige byggerier i hele Forsvaret.

Dine konkrete opgaver vil være:

  • Omsætte soldaternes krav og behov til konkret bygninger og anlæg
  • Dialog, afklaringer og besigtigelser med kunder på forskellige niveauer i Forsvaret
  • Udarbejdelse af overslag og estimater på løse grundlag indledningsvist
  • Udbygning med præcise og konkrete beregninger på projektøkonomi og tidsforbrug
  • Analyser og risikovurderinger af projekter
  • Udarbejdelse af ressourcefastsættelser, som indeholder beskrivelser, tid og økonomi for projektet, herunder forbehold og antagelser
  • Faglig sparring og rådgivning med kollegaer og kunder om at finde de mest optimale løsninger
  • Løbende opdatering og forbedring af beregningsmetoder og –modeller
Ovenstående opgaver vil løses i samarbejde med 10 kollegaer i sektionen, som alle har det fælles formål at skabe de bedste betingelser for fremtidens behov i Forsvaret. Du har årligt ca. 20 dages rejseaktivitet inden for landets grænser.

Du bliver en del af et uformelt arbejdsmiljø med en god stemning og teamwork, hvor vi spiller hinanden gode. Du har en arbejdsdag med mulighed for stor fleksibilitet, herunder mulighed for hjemmearbejdsdage, flextid og betalt frokostpause.

Om dig
Du har en solid baggrund som beregner eller tilsvarende, og måske en håndværksmæssig baggrund, der giver dig en praktisk forståelse af byggeprocessen. Du har en relevant faglig uddannelse som ingeniør, arkitekt, bygningskonstruktør eller lignende og ønsker at bidrage aktivt til forsvarets fremtidige udvikling. Det er en fordel at have erfaringer med at arbejde struktureret med estimater og økonomiske beregninger samt erfaringer med Molio eller tilsvarende kalkulationsværktøjer.

Dit kendskab til tekniske installationer samt bygge- og anlægsprojekter gør dig i stand til at vurdere komplekse projektkrav, og din evne til at samarbejde sikrer de mest præcise og gennemarbejdede beregninger.

Med års erfaring inden for både mindre og større projekter – både nybyggeri og renovering – har du opnået en stærk byggeteknisk indsigt og en analytisk tilgang til prisberegninger.

Du er en stærk generalist på det tekniske og byggefaglige område, hvor du anvender din solide teoretiske og praktiske faglighed i opgaveløsningen. Du arbejder både selvstændigt og tværfagligt, så du sikrer, at alle relevante interessenter er involveret for at levere en succesfuld opgaveløsning.

Som person er du fleksibel, initiativrig, udadvendt og samarbejdsorienteret. Du skal strukturere og prioritere indsatserne i en meget travl hverdag. Du formulerer dig godt i både skrift og tale. Derudover har du en god forståelse for helheden.

Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende overenskomst for ansatte i staten. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg. Dertil kommer en fuld arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne under hele ansættelsesforløbet.

Du har et gyldigt kørekort til kategori B.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingerne er du velkommen til at kontakte fg. chef for Projektplanlægningssektionen Karen Helmart Johansen på telefon 2534 8406 eller Rikke Buhl på telefon 2540 7893 eller via mail: fes-pps02@mil.dk.

Har du spørgsmål til løn - og ansættelsesvilkår kan du kontakte Forsvarsministeriets Personalestyrelse, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.

Send din ansøgning, CV og uddannelsesbevis via linket snarest og senest den 20. marts 2025. Samtaler vil forventeligt blive afholdt d. 24. eller 25. marts i Hjørring. Stillingen er til besættelse snarest muligt, gerne 1. maj 2025.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke. Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet. Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje. Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.

• Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
• Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
• Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hjørring Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Arsenalvej, 9800 Hjørring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-03-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/b4f757b9-1fb3-4644-9517-331cb0db4721

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook