Bliv en central del af byggejuridisk sektion som udbuds- og entreprisejurist hos etablissement- og terrænkommandoen

dato

Vil du være en del af et team af skarpe og ligesindede specialister inden for udbud og entreprise og samtidig dygtiggøre dig inden for feltet? Og har du lyst til at bidrage til at optimere Etablissement- og Terrænkommandoens indkøb og byggeri?

Så skal du ikke lede længere, for så er det dig, vi mangler!

Hvad tilbyder vi dig?

Etablissement- og Terrænkommandoen (tidligere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse) er i en rivende udvikling, og vi søger derfor udbuds- og entreprisejurister til Byggejuridisk Sektion.

Etablissement- og Terrænkommandoen står bag nogle af landets største og mest komplekse bygge- og anlægsprojekter, såsom opførelsen af de højteknologiske og højt klassificerede faciliteter til Forsvarets nye F-35 kampfly i Skrydstrup. Som udbuds- og entreprisejurist i Etablissement- og Terrænkommandoen, får du derfor muligheden for at arbejde med spændende, alsidige og komplekse opgaver inden for byggeriet, som du ikke finder hos andre offentlige ordregivere. Det kan for eksempel være udbud og gennemførelse af:

  • Rådgivnings- og entrepriseaftaler vedrørende opførelsen af nye mandskabs- og materielfaciliteter til Forsvarets operative enheder.
  • Rådgivnings- og entrepriseaftaler vedrørende opførelsen af højteknologiske kapaciteter til overvågning i Arktis og Nordatlanten.
  • Kontrakter vedrørende restaurering og modernisering af nogle af landets ældste og mest historiske bygninger og slotte.
Du får mulighed for at arbejde med stort set alle dicipliner inden for udbuds- og entrepriseretten, ligesom der vil være mulighed for at deltage i udarbejdelsen af interne processer og manualer til brug for gennemførelsen af Etablissement- og Terrænkommandoens udbuds- og entreprisefaglige aktiviteter.

Endelig vil du i vid udstrækning få mulighed for at bistå i forbindelse med tvisteløsning, herunder gennemførelse af syn og skøn, hurtige afgørelser og lignende i forbindelse med gennemførelsen af Etablissement- og Terrænkommandoens mange bygge- og anlægsprojekter mv.

Din kommende kollega, Cathrine, fortæller: ”Som medarbejder i Byggejuridisk Sektion vil du få et dynamisk arbejdsliv, hvor opgaverne vil variere i størrelse, omfang og indhold, og hvor du samtidig har stor indflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsdag. Der er sjældent to dage, som er ens, og hverdagen byder på opgaver, der vil udfordre dig både fagligt og personligt. Arbejdet er en blanding af selvstændigt arbejde og projektarbejde, hvor du vil indgå i faglige fællesskaber på tværs af organisationen”.

Byggejuridisk Sektion er en sektion med en stærk faglighed og en række højt specialiserede medarbejdere inden for udbud, entreprise og tvisteløsning. Vi sætter faglig sparring, socialt samvær og personlig udvikling højt og prioriterer tid til dette. Der er desuden et stærkt sammenhold i sektionen, og vi kan derfor godt lide at lave noget sammen uden for kontoret.

Dine primære ansvarsområder og arbejdsopgaver

I forbindelse med opstart sørger vi for et grundigt oplæringsforløb, hvor du bl.a. vil få tilknyttet en mentor, som er en erfaren kollega fra sektionen.

Din opgaveportefølje vil blive tilrettelagt ud fra din faglige baggrund, din erfaring, anciennitet og dine kompetencer. Hvis du ikke har erfaring med udbud og entreprise fra tidligere ansættelser, sørger vi således for, at du bliver ført ind i områderne i et passende tempo.

Vi sigter mod, at du hurtigt får dine egne arbejdsopgaver, som du er ansvarlig for, samtidig med at du kører parløb med en kollega på større eller strategisk vigtige opgaver, hvor I bruger hinanden til faglig sparring og kvalitetssikring samt til at spille hinanden gode.

Du vil få ansvaret for at gennemføre både store og komplekse udbud og tilbudsindhentninger samt mindre indkøb af både varer, tjenesteydelser og entreprisearbejder på eksempelvis rammeaftaler og lignende, som er en vigtig forudsætning for, at Etablissement- og Terrænkommandoen hurtigt og smidigt kan indkøbe eksempelvis rådgivning, inventar og andre ydelser af relevans for gennemførelsen af et bygge- og anlægsprojekt. Derudover vil du skulle bistå Etablissement- og Terrænkommandoens øvrige afdelinger, herunder særligt Bygge- og Anlægsafdelingen, med generel udbuds- og entrepriseretlig rådgivning.

Dine arbejdsopgaver vil således, bredt set, være at;

  • gennemføre EU-udbud, licitationer og andre former for konkurrenceudsættelser og tilbudsindhentninger inden for en række forskellige områder, enten selvstændigt eller i samarbejde med de øvrige medarbejdere i sektionen
  • sikre at vores udbud og tilbudsindhentninger gennemføres i overensstemmelse med gældende udbudsregler, og at udbuddene og tilbudsindhentningerne sikrer optimale og effektive indkøb
  • bistå med håndteringen af entreprise- og øvrige kontraktretlige opgaver og tvister (syn og skøn, hurtige afgørelser mv.) som led i forberedelsen og gennemførelsen af Etablissement- og Terrænkommandoens mange bygge- og anlægsprojekter
  • rådgive organisationen generelt vedrørende udbuds-, entreprise- og kontraktret.
Du vil som led heri skulle indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med øvrige afdelinger, som står for gennemførelsen af vores mange bygge- og anlægsprojekter.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. Herudover er det en fordel, hvis du har;

  • interesse for – og gerne erfaring med – udbuds-, entreprise- og kontraktret samt dermed beslægtede retsområder. Det er særligt et plus, hvis du har erfaring med udbud af bygge- og anlægskontrakter og tvisteløsning
  • indsigt i og forståelse for offentlige myndigheders indkøb og virksomhed
  • erfaring med eller lyst til at lede større projekter eller at være tovholder.
Som person arbejder du selvstændigt og løsningsorienteret. Du har stærke analytiske evner, flair for koordinering og formulerer dig præcist både på skrift og i tale. Det falder dig naturligt at vise mod og gå foran i løsningen af opgaver, ligesom du har en konstruktiv tilgang til at indgå i tværfaglige samarbejder.

Hvem er vi?

Byggejuridisk Sektion hører under Jurasafdelingen og består i skrivende stund af otte højt specialiserede medarbejdere, der alle er beskæftiget med udbuds-, entreprise- og kontraktret. Her gennemfører vi således udbud, licitationer og andre former for konkurrenceudsættelser og tilbudsindhentninger af en lang række forskellige kontrakter, ligesom vi bistår i forbindelse med tvisteløsning, herunder gennemførelse af syn og skøn, hurtige afgørelser og lignende inden for navnlig bygge- og anlægsområdet.

Vi gennemfører udbud og tilbudsindhentninger i tæt og tværfagligt samarbejde med Etablissement- og Terrænkommandoens kunder, brugere og øvrige afdelinger, herunder særligt Bygge- og Anlægsafdelingen, som er en af vores nærmeste samarbejdspartnere. Vi er desuden med til at fastsætte bestemmelser og processer for udbuds- og entreprisefaglige aktiviteter.

Udover vigtigheden af det faglige og sociale fællesskab, som vi vægter højt, er det væsentligt for os, at vores medarbejdere er hele mennesker og har en balance mellem arbejdsliv og familieliv. Det bærer ånden i vores sektion også positivt præg af.

Etablissement- og Terrænkommandoen prioriterer fleksibilitet og balance mellem arbejde og privatliv højt, og vores medarbejdere har derfor god mulighed for at tilrettelægge egen arbejdstid i samarbejde med nærmeste leder”, oplyser Chef for Byggejuridisk Sektion, Sune Damsig Sørensen.

Vi tilbyder desuden en konkurrencedygtig lønpakke, som inkluderer en attraktiv pensionsordning, løbende kompetenceudvikling og en høj grad af fleksibilitet med stor mulighed for hjemmearbejde.

Ansættelsesvilkår
Du ansættes og aflønnes efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i staten. Dertil er der til stillingen tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 17,1 pct. Alt efter dine kvalifikationer og kompetencer er der mulighed for forhandling af tillæg.

Dit arbejdssted vil være på Etablissement- og Terrænkommandoens hoveddomicil i Hjørring eller på vores satelitdomicil i Nørresundby, hvor en stor del af sektionens øvrige medarbejdere er placeret. Du vil dog i vid udstrækning have mulighed for at arbejde hjemmefra, når du har opnået tilstrækkeligt kendskab til styrelsen og dine arbejdsopgaver.

Som ansat under Forsvarsministeriets område, er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder bl.a., at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Byggejuridisk Sektion, Sune Damsig Sørensen på telefon 2977 1863. Har du derimod spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-Konsulent Mia Nordbeck Carlsson på telefon 3266 5716 eller på mail fps-mnc@mil.dk.

Ansøgningsfristen er den 3. april 2025. Vi holder samtaler løbende, så hvis stillingen har fanget din interesse, modtager vi gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbeviser via linket nederst på siden.

I forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Etablissement- og Terrænkommandoen

Etablissement- og Terrænkommandoen støtter og servicerer de militære operative enheder og øvrige myndigheder under Forsvarsministeriet. Vi er ansvarlig for at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke, og vores ansvarsområde omfatter således både nybyggeri, vedligehold samt facility management i form af bl.a. rengøring, kantinedrift og arealpleje. Vi varetager desuden en lang række miljø- og energiopgaver samt naturpleje af Forsvarets skyde- og øvelsesterræner.

Etablissement- og Terrænkommandoen har ca. 2,4 millioner kvadratmeter bebyggelse i vores portefølje og forvalter ca. 32.000 hektar naturområder, øvelsesterræner mv.

Etablissement- og Terrænkommandoen har hovedkontor i Hjørring, men vi har medarbejdere på tjenestesteder over hele landet.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Hjørring Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Hjørring Kaserne, Arsenalvej, 9800 Hjørring

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 03-04-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/8f93d8f3-f005-4d8f-bac0-7396420e70ea

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet

Seneste på facebook