Brænder du for ledelse, og kan du varetage ansvaret for den faglige opgaveløsning på miljøområdet? Har du ligeledes lyst til at arbejde proaktivt med miljøområdet i en dynamisk og professionel statslig virksomhed?
Så er du måske på vej mod en spændende stilling som chef for Miljøsektionen, der hører under Forvaltningsafdelingen ved Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando i Hjørring.
Om os
Etablissement- og Terrænkommandoen varetager bygherreansvaret samt drift af Forsvarsministeriets ejendomme og arealer, som anvendes til militære formål i hele Danmark, herunder Arktis.
Miljøsektionen varetager forvaltning og rådgivning for opretholdelse af myndighedsansvaret på miljøområdet samt bidrager til den overordnede strategiske udvikling på området inden for Forsvarsministeriets ressortområde.
Miljøsektionen er en dynamisk sektion med 17 medarbejdere fordelt i hele Danmark, og har en bred berøringsflade med Forsvarsministeriets øvrige styrelser og myndigheder, NATO-lande og øvrige nordiske og baltiske lande samt eksterne samarbejdspartnere.
Vi lægger stor vægt på faglig sparring, videndeling og udvikling.
Om stillingen
Som chef for Miljøsektionen, refererer du direkte til kontorchefen for Forvaltningsafdelingen. Desuden varetager du, sammen med kontorchefen, den vigtige opgave omkring opretholdelse og udvikling af det faglige myndighedsansvar på miljøområdet.
Derudover får du den overordnede ledelse af og ansvaret for sektionens faglige opgaveløsning, herunder udvikling med fokus på myndighedsbehandling af spildevands- og udledningstilladelser samt miljøgodkendelse af Forsvarsministeriets aktiviteter.
Opgaverne i Miljøsektionen omfatter tillige udarbejdelse af bidrag til udvikling af Forsvarsministeriets miljø- og energiledelsessystem.
Om dig
Du har erfaring som leder samt en relevant faglig uddannelse som f.eks. ingeniør, cand.scient eller lignende.
Du har stærke ledelseskompetencer, hvor du er en generalist med en solid teoretisk og praktisk faglighed indenfor området. Det er afgørende, at du formår at motivere dine medarbejdere og kan prioritere indsatserne i en travl hverdag.
Vi ser gerne, at du har erfaring med at arbejde i en politisk ledet organisation, og at du kan agere i spændingsfeltet mellem den politiske og faglige ledelse, eksterne myndigheder og interesseorganisationer, da du ofte skal deltage i drøftelser og forhandlinger om faglige emner af betydning for Forsvarsministeriets virksomhed.
En stor del af opgaverne løses med bidrag fra eksterne rådgivere, så det er vigtigt, at du er god til at koordinere samarbejdet med rådgivere og dine medarbejdere, så der opnås mest mulig relevant rådgivning til Forsvarsministeriet for pengene.
Du skal påregne rejseaktivitet indenfor landets grænser og i mindre grad til udlandet. Du skal have gyldigt kørekort til kategori B.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hjørring.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Forvaltningsafdelingen, Ann Kjemtrup på telefon 4196 2988 eller via mail: etk-chfva@mil.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.
Ansøgningsfristen er den 4. august 2026. Samtaler forventes afholdt den 13. august 2026.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Etablissement- og Terrænkommandoen
Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) støtter og servicerer militære og civile myndigheder under Forsvarsministeriet. Vores opgave er at levere og udvikle attraktive fysiske rammer, som er nødvendige for deres daglige virke.
Vi bygger nyt, vedligeholder, driver kantiner og gør rent på tjenestesteder i hele landet.
Vi har på vegne af Forsvarsministeriets koncern ansvaret for det grønne område, der blandt andet omfatter miljø, energi og naturpleje.
Vores hovedkontor er i Hjørring, men vi har medarbejdere i hele landet. Vi er i alt 1600 ansatte, der tæller både civilt og militært ansatte. Vi er en organisation baseret på stærke fagfællesskaber, og vi prioriterer det tværgående samarbejde højt.
- Vi har ansvaret for over 600 lokationer spredt ud over hele Danmark.
- Vi administrer over 6000 bygninger og forvalter øvelsesområder, der samlet set er på størrelse med Mors.
- Vi bygger og vedligeholder i år for knap en milliard og er blandt andet bygherre på store projekter som campus til de nye F35-kampfly.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Arsenalvej, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 04-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/63f36d1b-e5db-4954-8497-935bd912de66