Blå bog
Bjarne Mølgaard, inspektør ved boligselskabet BoVendia, er 59 år gammel og sstiller op for partiet Venstre.
Hans fritidsinteresser består af håndbold, fodbold, golf og samvær med børn, børnebørn og venner.
Han har altid boet i Hjørring Kommune. De første 48 år i Tårs og de seneste 11 i Hjørring by.
Hvad betyder Hjørring Kommune for dig?
"Jeg er meget glad for at bo i Hjørring Kommune, og jeg ser en spændende kommune med rigtigt mange muligheder, som vi skal blive bedre til at markedsføre, og så skal vi alle ”huske på”, at de ting der etableres rundt om i det enkelte byer er til gavn for hele Hjørring Kommune."
Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Jeg har altid været involveret i frivilligt bestyrelses og lederarbejde og været med til at tage ansvar for fællesskabet, og dette har været medvirkende til, at jeg stillede op som kandidat til byrådet i 2013. De sidste 8 års medlemskab af byrådet har ligeledes betydning for, at jeg genopstiller.
Jeg har altid haft følgende tilgang til tingene: Ingen kan alt – nogen kan noget – sammen kan vi det hele."
Hvad er dine politiske mærkesager?
"Det mangfoldige Foreningsliv skal støttes.
De frivillige ildsjæles indsats skal påskønnes og have de bedst mulige vilkår.
Ved at række idrætten, fritidslivet og kulturen hånden, får vi mange hænder tilbage i form af en masse glade og positive mennesker, der er villige til at yde en frivillig indsats til gavn for fællesskabet.
Skoler.
Vi skal have selvstændige og unikke skoler med egen ledelse på de enkelte skoler og egen bestyrelse.
Det handler ikke om en ny skolestruktur men en ny ledelsesstruktur på skolerne. Begrebet undervisningssteder skal nedlægges, og vi skal tilbage til at skolerne får det navn, vi alligevel italesætter skolerne som eksempelvis Tårs Skole, Højene Skole og så videre.
Tidlig indsats.
Ved at tage hånd om den enkelte borgers udfordringer så tidligt som muligt, kan mange fremtidige udgifter elimineres, så derfor skal der sættes ind med den rette indsat, der passer til den enkelte borger på det givne tidspunkt.
Indsatser, der også er til gavn for den enkelte borger uanset alder, skal vi investere i.
Fremtidens arbejdskraft.
Der skal være fortsat fokus på at sikre den nødvendige og rette arbejdskraft til at understøtte virksomhedernes behov, da det er en forudsætning, at der er arbejdskraft til rådighed for virksomhederne i vores kommune.
Skøjtebane ved vandhuset i Hjørring.
Den store succes, der var omkring den tidlige skøjtebane ved Hjørring Stadion, er grundlag for min personlige interesse i, at vi prioritere at få dette sat på dagsorden med henblik på at få tilvejebragt/prioriteret midler til denne investering.
Vi skal have iværksat proces omkring at få lavet en energivenlig skøjte-og multibane ved vandhuset i Hjørring By. Da Hjørring by er det centrale punkt for os alle i Hjørring Kommune, er det oplagt at denne facilitet placeres her.
Nutidens teknologi gør, at man kan etablere en multibane belægning, der også kan anvendes som solfanger i cirka 2/3 af året, og så kan den anvendes som skøjtebane november – februar."
Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Det vil være tiltag indenfor de ovenforstående mærkesager."