Arkitekt Jens Jakobsen

Profilbillede
dato

Jens Jakobsen blev født i Hjørring i 1887, og han voksede op i et hjem, hvor der var interesse for byggefaget, eftersom hans far var tømrermester.

Arkitekt Jens Jakobsen kom til at forestå mange væsentlige byggeopgaver i Hjørring i perioden 1913 til omkring 1960. Han byggede i tidens formsprog i en smuk harmoni med eksisterende lokale byggetraditioner.


Foto: Jens Jakobsen i 1909 

Da Jens Jakobsen var 18 år gammel, kom han på Vallekilde Højskole, der er en fagskole for landhåndværkere. Der er næppe tvivl om, at højskoleopholdet har været meget inspirerende for ham.

Han blev bygningskonstruktør fra Randers Tekniske Skole, hvor han gik fra 1906 – 11.  Som 26-årig etablerede han i 1913 egen tegnestue i Hjørring, og i 1929 blev han optaget i Akademisk arkitektforening.  Arkitekt Jens Jakobsen blev hurtigt betroet store bygge-opgaver i Hjørring, Frederikshavn og Hirtshals. 

I 1915 vandt han en konkurrence om en biograf i Brinck Seidelinsgade. Denne bygning blev dog i 1984 nedrevet og erstattet af en sparekasse. 

I årene 1917 – 18 projekterede han hhv. 14 og 15 2-familieshuse på Østre Allé og ved Palleskærvej. 

I Christiansgade 24 ligger et meget karakteristisk, meget velformet hus fra ca. 1916. Huset har nogle finurlige detaljer med en stor hjørnesøjle, en tydelig markering af en skorsten i facaden og en altan, og i dette hus voksede i øvrigt forfatteren Knud Sørensen op. 

I 1923 forestod Jens Jakobsen byggeriet af højspændingsværket for Vendsyssel ved Løkkensvej. Han var tilsyneladende også en efterspurgt arkitekt ved adskillige industribyggerier og allerede i 1919 projekterede han flere bygninger for Hjørring Amts Andels-kartoffelmelsfabrikker, herunder en glukosefabrik i Hjørring. Glukosefabrikken blev i 1924 omdannet til mælkekondenseringsfabrikken, Nestle. 

Foto: Højspændingsværket ved Løkkensvejen 2017.

Jens Jakobsens mest markante bygningsværk er dog uden tvivl centralbiblioteket for Hjørring Amt i Brinck Seidelinsgade. Det er en flot bygning i nyklassicistisk stil, og den er sidenhen blevet fredet.  

I forbindelse med kommunalreformen i 1970 flyttede biblioteksfunktionen ud af bygningen, som derefter i 30 år (1972-2002) husede byens kunstmuseum.  I 2003 overtog Sparekassen Vendsyssel bygningen. 

Efter anbefaling fra den Kgl. bygningsinspektør i Aalborg, Ejnar Packnees, blev Jens Jakobsen betroet restaureringen af en lang række landsbykirker i Vendsyssel. 

Ligkapellet på Hjørring kirkegård blev opført i 1932 efter en konkurrence, som Jens Jakobsen vandt. Det er senere om- og tilbygget i flere omgange. 

Foto: Ligkapellet på Hjørring Kirkegård, 2017 

Han har endvidere tegnet Christiansgade 24 og 32, Hjørring Kommunale Gartnerbolig, Gartnergården, Bakkevej 1, Transformatorstation på Nørre Torv og Brinck Seidelinsgade nr. 9.

Jens Jakobsen døde i 1968, men mange af hans flotte bygninger består heldigvis.

Kilde: Birgitte Meyer

Seneste på facebook