I Nord Energi Teknik udvider vi entreprenørafdelingen, og vi har brug for en arbejdende formand
Har du lyst til et job, hvor du kan være med til at præge opgaverne og samarbejdet, og hvor tempoet nogle dage er højt, og planerne ofte ændrer sig? Så er det måske dig, vi mangler i vores team.
Om jobbet
Du bliver en del af vores entreprenørafdeling, der primært laver gravearbejde i forbindelse med kabelprojekter i vores forsyningsområde, der dækker store dele af Vendsyssel. I dag er vi 11 kolleger i afdelingen, og i løbet af 2026 udvider vi med flere nye kolleger. Du bliver bindeled mellem afdelingslederen, projektledere og kolleger. Din arbejdsdag er typisk ude på projekterne, hvor du er med til at planlægge og tilrettelægge arbejdet.
Du har fingeren på pulsen. Du understøtter vores kultur og værdier, hvor sikkerhed og samarbejde er højt prioriteret. På den måde er du med til at sikre, at vi kommer godt i mål med vores opgaver. Ved behov er du ikke bange for at tage fat og svinge skovlen eller sætte dig i minigraveren.
Om dig
Din faglige baggrund er ikke afgørende. Vi lægger vægt på, at du er en god og rummelig leder, der har fokus på at motivere dine kolleger, også når det regner, sner og er koldt. Du tager ejerskab og kan holde mange bolde i luften. Du er robust, og ændrede planer slår dig ikke ud af kurs.
Du kommunikerer dine budskaber klart og konstruktivt. Al daglig kommunikation foregår på dansk, det gælder både skrift og tale.
Du er struktureret og kan håndtere IT, således vi sikrer dokumentation og kvalitet i arbejdet. Det er desuden vigtigt, at du har masser af gåpåmod og et godt humør. Vi tror på, at et godt samarbejde og en positiv stemning gør arbejdet lettere og sjovere for os alle.
Om Nord Energi
Nord Energi Teknik, en del af Nord Energi-koncernen, er det lokale infrastrukturselskab, der dækker størstedelen af Vendsyssel. Vi spiller en aktiv rolle i den digitale og grønne omstilling ved at sikre drift, vedligeholdelse og udbygning af både fibernet og elnet – i dag og for fremtidige generationer.
Vores vision er: Dit, mit og vores Nord Energi – infrastruktur til lokal vækst, udvikling og grøn omstilling. Som forbrugerejet virksomhed vil vi skabe værdi for vores andelshavere og vores lokalområde.
Organisationsstrukturen hos Nord Energi er flad og omgangstonen uformel. Vi er en ordentlig arbejdsplads, hvor vi passer på hinanden og har en god balance mellem arbejde og fritid/familieliv. Tilgangen til arbejdsopgaverne og relationen til vores kunder og samarbejdspartnere er bl.a. kendetegnet ved, at vi gør os umage og hjælper hinanden i mål.
Flere af vores medarbejdere har været hos os i mange år, og du bliver en del af et stærkt fællesskab.
Vi tilbyder en række medarbejdergoder, herunder pensionsordning, sundhedsforsikring, kantineordning, medarbejderbredbånd og medarbejdermobil.
Vil du være med på holdet?
Send din ansøgning med relevante bilag til job@nordenergi.dk
Skriv i emnefeltet, at du søger stillingen som arbejdende formand.
Er du interesseret i at høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for entreprenørafdelingen, Christian Rafn tlf. 99 24 56 38 eller HR-leder Ann Kristine Pedersen tlf. 99 24 56 91 eller akp@nordenergi.dk, der begge holder juleferie fra d. 20. december 2025 til den 5. januar 2026.
Ansøgningsfristen er d. 18. januar 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 5.
Ansættelse i løbet af februar eller marts - vi venter gerne på den rette.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Læs mere om os på: www.nordenergi.dk/ og /information/jobs/
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Nord Energi Teknik A/S, Ørstedsvej, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-01-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/074b7b16-59d7-405f-aeaa-bd063f3743dd