BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Brænder du for HR, Arbejdsmiljø og MED-systemet – og har du lyst til at stå i spidsen for at opbygge vores nye HR-funktion og udvikle Arbejdsmiljø- og MED-indsatserne? Så er du godt på vej til at være vores nye afdelingsleder af HR, Arbejdsmiljø og MED i Hjørring Kommune.
Du lander i dit nye job på det helt rigtige tidspunkt. Vi er i gang med at udarbejde en helt ny HR-strategi for Hjørring Kommune, og organisationen har stor interesse og energi i, at vi styrker vores HR-indsatser og -aktiviteter.
Dit nye job som leder af HR, Arbejdsmiljø og MED
Du får to hovedopgaver. Du skal være med til at formulere og implementere vores nye HR-strategi samt opbygge vores nye HR-funktion, der understøtter arbejdet med strategien. Derudover skal du støtte og styrke nuværende driftsaktiviteter inden for arbejdsmiljø og organisatorisk samarbejde og integrere disse i en ny og samlet afdeling for HR, Arbejdsmiljø og MED.
Afdelingen består pt. af fire konsulenter, der yder støtte og rådgivning inden for arbejdsmiljø og samarbejde på tværs af hele organisationen. Derudover er der etableret en samarbejdsorganisation, hvor seks medarbejdere fra forskellige dele af organisationen bidrager ind i HR-funktionen. Du vil derfor få den direkte personaleledelse for fire medarbejdere og den faglige ledelse af de seks øvrige, der bidrager ind i HR-samarbejdsorganisationen. Nuværende organisering af opgaverne omkring en HR-samarbejdsorganisation vil formentlig ændre sig i takt med, at vores HR-strategi skal realiseres. Den forandring er du med til at sætte retningen for.
I dit kommende arbejde med at opbygge vores nye HR-funktion, har du en særlig opgave i at sikre, at der sker en ordentlig og smidig integration af nuværende arbejdsmiljø og MED-opgaver. Det er vigtigt, at afdelingen og medarbejdere fremstår som én afdeling, hvor nye fælles HR-opgaver konvergerer med Arbejdsmiljø og MED konsulenterne og deres opgaver.
Du refererer til stabschefen for ’HR og Digitalisering’, og du indgår i en fælles ledelsesgruppe med tre øvrige afdelingsledere fra henholdsvis ’Løn og Personale, ’Implementeringsstøtte og Digitalisering’ og ’IT’. Vi er en forholdsvis ny ledergruppe og vi glæder os til at byde dig velkommen – og håber, at du vil bidrage til den fælles ledelsesudvikling og den måde, vi løser de tværgående opgaver på.
Du får et tæt samarbejde med lederen af afdelingen ’Løn og Personale’, da flere af jeres ansvarsområder og aktiviteter har snitflade til hinanden. Populært sagt, vil du være ansvarlig for de mere ”bløde” HR-funktioner, hvor ’Løn og Personale’ har ansvaret for de mere driftsorienterede løn- og personaleprocesser og -aktiviteter. Snittet og samarbejdet mellem de to afdelinger får du indflydelse på i samarbejde med lederen af ’Løn og Personale’. Du får desuden et tæt samarbejde med lederen af 'Implementeringsstøtte og Digitalisering’, idet der er flere overlappende indsatser med HR-området, bl.a. inden for ledelsesudvikling og organisationens evne til at forandre sig bl.a. gennem brug af digitalisering og nye teknologier.
Dine lederkompetencer og -erfaringer er vigtige for os
Du kommer muligvis fra en lignende stilling med ledelse af HR-området, gerne med erfaring i formulering og eksekvering af HR-strategier og -indsatser.
Du er engageret i din ledelsesopgave, og har en inddragende og motiverende ledelsesstil, og herigennem sikrer du et godt samspil mellem resultater og dine medarbejderes trivsel.
Du er relationel stærk og god til at sætte dig selv i spil for at opbygge og indgå i gode relationer med dine samarbejdspartnere. Du udviser handlekraft og kan navigere i - til tider – komplekse omgivelser; altid på en troværdig og ordentlig måde.
Du lander i en afdeling med en høj grad af selvledelse, og du agerer derfor sparringspartner inden for afdelingens ansvarsområder. Du formår at lede dine medarbejdere både i nærvær og på distancen, og du leder med udgangspunkt i Hjørring Kommunes værdier: Tillid, dialog og arbejdsglæde.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har en relevant uddannelse og relevant ledelseserfaring, gerne fra det offentlige i en lignende funktion.
- Har indsigt i og erfaring med HR, arbejdsmiljø og MED.
- Har visioner for HR-området, og kan medvirke til at styrke tværgående og sammenhængende HR-indsatser.
- Har erfaring med at formulere og drive strategier, gerne inden for HR-området.
- Har strategisk tæft på alle niveauer i organisationen – du kommer bl.a. til at have et samarbejde med Direktion, Strategisk Chefgruppe, Hovedudvalg, Område-MED mv.
- Har erfaring med at stå i spidsen for organisationsudvikling inden for eget ledelsesområde og/eller understøtte andre i deres organisatoriske udvikling.
- Har blik for vores forvaltningers forskellighed og forskellige behov – og evner at balancere disse med de fælles organisatoriske behov.
- Kan understøtte digitalisering og digital transformation, f.eks. strategisk brug af HR-data og styrkelse af digitale ledelses- og medarbejderkompetencer mv.
Vi tilbyder dig:
- En unik mulighed for at være med til at formulere vores nye HR-strategi og være drivende på at implementere strategien.
- Et stort ledelsesrum i det daglige og på din langsigtede vision for din afdeling. Du får ansvaret for den strategiske ledelse – så du sætter dit aftryk på, hvor du gerne vil hen med afdelingen i det daglige og på lang sigt.
- En nærmeste leder, der er engageret i din trivsel og udvikling som leder – og bidrager til, at du lykkes med dine opgaver.
- En samarbejdsvillig organisation, der både kan og vil udvikle sig – og positivt set har store forventninger til dig og din afdeling.
- Gode muligheder for personlig og faglig udvikling gennem sparring, netværk og uddannelse.
- Bred kontakt med mange centrale og decentrale samarbejdspartnere.
- Fleksibel arbejdstid samt mulighed for hjemmearbejde.
- En arbejdsplads på Hjørring Rådhus, som er centralt placeret i Hjørring midtby tæt på offentlig transport.
Om afdelingen HR, Arbejdsmiljø og MED
HR, Arbejdsmiljø og MED er en tværgående stabsafdeling, der betjener og samarbejder med organisationen på tværs af forvaltninger, fagområder og niveauer. Vi yder vejledning, rådgivning og konsulentbistand inden for HR, arbejdsmiljø, MED og samarbejdsforhold.
Kendetegnende for os er, at vi har vidt forskellige baggrunde og forudsætninger for at løse de opgaver, vi bliver stillet. Målet er at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Hjørring Kommune, hvor der er et lavt sygefravær og et godt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og andre samarbejdspartnere. Selvom vi løser vores opgaver med stor seriøsitet, så har vi en yderst uformel og humoristisk omgangstone på kontoret.
Afdelingen spiller op mod Hovedudvalget som det øverste samarbejdsudvalg med det overordnede ansvar for arbejdsmiljøet i kommunen og medvirker til, at kommunens ledere, arbejdsmiljøgrupper og MED-udvalg drøfter og løser opgaver, der har betydning for arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold. Vores overordnede opgaver er en blanding af konsulent- og udviklingsopgaver, proceshjælp, projektstyring samt administrative opgaver.
Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med tiltrædelse den 1. februar 2024 eller snarest herefter.
Ansættelsessamtaler og personprofil
Der afholdes en første samtalerunde og hvis der er behov for det, afholdes senere en anden samtalerunde med de relevante kandidater. Forud for en eventuel anden samtalerunde, vil der eventuelt blive gjort brug af personprofil. Dette oplyses du nærmere om, hvis det bliver aktuelt.
- Første samtalerunde afholdes den 8. december 2023
- Eventuelt anden samtalerunde afholdes den 14. december 2023
Hjørring Kommune har røgfri arbejdstid
Det betyder, at medarbejdere ikke må ryge i arbejdstiden - hverken inde eller ude.
Send ansøgning online
Du sender din ansøgning, CV og relevante bilag via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen ved at trykke på knappen "Send ansøgning".
Ansøgningsfrist onsdag den 29/11 2023 kl. 23.59.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hjørring Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hjørring Kommune, Springvandspladsen 5, 9800 Hjørring
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 29-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5938893