Torsdag ved middagstid blev en ældre kvinde på Solbakkevej i Hjørring offer for et kontaktbedrageri. Hændelsen er en del af en række lignende bedragerier, der har fundet sted de seneste par uger.
Kvinden blev kontaktet telefonisk af en mand, der udgav sig for at være fra Sikkerhedstyrelsen. Han påstod, at der var blevet hævet penge fra hendes dankort. Kort tid efter opkaldet bankede en kvinde på døren, og den ældre kvinde udleverede sit dankort og tilhørende kode til hende.
Efterfølgende blev der hævet et pengebeløb fra kvindens konto. Politiet opfordrer borgerne til at være ekstra opmærksomme på denne type svindel.