Husmænd: De hårdtarbejdende landbrugere

Foto: Birgitte Meyer. Birgitte Meyers forældres købmandssted da de købte det i 1956
Profilbillede
Birgitte Meyer

Her bringes historien om husmændene og deres plads i samfundet.

Husmænd

Husmænd er en betegnelse for den gruppe landbrugere, som funktionelt og statusmæssigt har befundet sig mellem bønder og daglejere/tjenestekarle.

Der var husmænd både med og uden jord. Husmandsbrug med jord har som regel indebåret ejendoms- eller brugsret til enheder på under 20 tdr. land.

Antallet af husmænd voksede fra ca. 1600, og husmænd og husmandsbevægelsen spillede en væsentlig rolle i dansk kultur og dansk politik i årene mellem ca. 1850 og ca. 1970.

I dag bruges ofte betegnelsen familiebrug om husmandsbrug.

Allerede i enevælden, der varede fra 1660 til 1848, var der i den første tid mange husmænd i befolkningen. Man regner med, at forholdet mellem husmænd og gårdejere i årene efter 1660 var ca. 2: 3. I de danske landsdele har husmændene været forholdsvis talstærkest på Øerne, især Sjælland; i mindre grad i Jylland, hvor især gårdmandsbruget dominerede.

Husmændene var ofte håndværkere tillige, og som regel altid daglejere og arbejdskraftreserve. De kunne også være aftægtsfolk.

Overtal af husmænd

Omkring 1800 var der flere husmænd end gårdmænd i Danmark.

Tidligere havde der været en nogenlunde ligelig fordeling mellem husmænd med jord og uden jord. Begge grupper havde græsningsrettigheder på overdrevet (et fælles græsningsareal i landsbyen), langs vejene og på markerne efter høsten, men rettigheder forsvandt med landboreformerne i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de fælles arealer blev inddraget.

Til gengæld kunne husmændene få arbejde på godserne. Selv om husmændene i mindre grad end gårdmænd og daglejere/tjenestekarle var omfattet af bondebeskyttelse, blev resultatet af land-brugs¬omlægningen efter 1800 en vækst i husmænd med jord (i form af små jordlodder); så store at de kunne overleve, men alligevel var de så små, at man for at klare sig måtte tage arbejde som daglejere på de større bondebrug og på godserne.

Det var derfor vanskeligt for husmændene at tage del i den nye markedsorientering, der kendetegnede landbruget efter reformerne.

Adskillige af disse nye husmænd var tidligere gårdejere, der ikke kunne stå distancen i kampen om jorden. Mange af dem blev fæstere, idet godsejerne havde interesse i en gårdfæsterreserve, der havde brugs- men ikke ejendomsret til jorden.  

Resultatet blev en talstærk klasse af relativt selvstændige fæstehusmænd på øerne, som imidlertid ofte led under usikre og korte fæsteforhold, og tilsvarende husmænd med både brugs- og ejendomsret til jorden i Jylland. 

Medvirkende til svækkelsen af fæstehusmændenes stilling var, at de ikke var omfattet af loven af 1799 om afskaffelse af hoveriet.

For både fæstehusmænd og husmænd gjaldt i øvrigt, at den landbrugskrise, som satte ind fra 1820’erne, medførte et øget pres på husmændene. Husmandsklassen var landboreformernes stedbørn og led under et social¬poli¬tisk efterslæb i forhold til gårdmændene.

Bondebevægelsen i 1840’erne

Bondebevægelsen i 1840’erne, der medvirkede til at fjerne den krakelerende enevælde, omfattede også husmændene.

Denne kom dog især gårdmændene til gode, og vi skal frem til andelsbevægelsen i 1880’er¬ne, før der så småt skete forbedringer af husmændenes kår. Andelsbevægelsens demokratiske princip om at stemme efter hoveder og ikke efter høveder (kvæg) var en gevinst og sikrede husmændene en vis jævnbyrdighed med gårdmændene.

En lov i 1919 indebar udstykning af lensgodser og præstegårdsjorder, der medførte oprettelse af 5.000-6.000 nye husmands¬brug.

Husmands¬brugene havde deres storhedstid frem til midten af 1960’erne, hvorefter de blev opkøbt af de store gårde. Husmændene gik enten på pension eller fik arbejde i industrien og bygge¬riet, samtidig med at de, indtil de gav endeligt op, dyrkede jorden i deres fritid efter fyraften.

De blev kaldt ”måneskinshusmænd”. I virkeligheden gjorde de det, som husmænd altid har gjort, nemlig at supplere indtægten med aktiviteter uden for hjemmet.

Husmandsforeninger og deres fornuftige resultater

Medvirkende til styrkelse af husmændenes status og samfundsmæssige position i løbet af det 20. århundrede var den organisatoriske sammenslutning i form af ‘husmandsforeninger’ på lokalt plan.

Hus¬mæn¬dene fik via deres økonomiske og politiske organi¬sering en central placering ved Kanslergadeforliget i 1933. De kom i det hele taget til at repræsentere midten af dansk politik og var stærkt medvirkende til at fastholde Radikale Venstre som et folkeligt parti.

De to forfattere Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær har begge lovprist husmændene som seje slidere, men har også påpeget, at mange af dem sled sig ihjel.

Husmandsbruget var langt mere arbejdsintensivt end gårdmandsbruget. Den intensive driftsform sikrede et forholdsvis større udbytte pr. arealenhed end ved de andre landbrug, men var også afhængig af, at hele familien arbejdede med i bedriften.

Husmandsbruget var meget produktivt. De gode driftsresultater var tæt sammenknyt¬tet med forholdsvis større investeringer pr. arealenhed end ved de andre landbrug, og med den store afhængighed af markedspriserne for især kvæghusdyr – kød og mælk – samt svin kunne internationale prisfald som f.eks. i 1930’erne true husmandsbruget.

Både statshusmænd og ”almindelige” husmænd måtte da også i perioder tage daglejerarbejde på gårdene, lige¬som andelsbevægelsen stod og faldt med de husmænd, der supplerede indtægterne fra landbruget ved at tjene penge som mælkekuske.

Egen relation til husmandsbruget

Mine forældre købte deres husmandsbrug i 1956, og der var 10 tdr land jord til. Efterfølgende lejede de 7 tdr landjord mere, og det ernærede de så vores familie ved.

I løbet af alle de 43 år, mine forældre havde landbrug, udvidede de bedriften og dermed også bygningerne. Alt sammen bygget for kontante penge, aldrig via lån.

Men det krævede hårdt slid gennem alle årene, og som husmand måtte min far købe sig til maskinstationens hjælp, eller selv hjælpe naboer, mod at de hjalp tilbage med høst osv., men vi havde en god barndom, hvor vi alligevel fornemmede, at tiderne blev bedre i løbet af 1960-erne og 1970-erne.

Kilde: www.danmarkshistorien.dk

Kilde: Birgitte Meyer
Flere artikler