Historien om Kaffe Erik

Kilde: Birgitte Meyer, foto: Copyright Finn Folsted
Profilbillede
Birgitte Meyer

Når jeg tænker tilbage på tiden 1972-1974, hvor jeg gik på HF i Hjørring, så måtte jeg i vinterhalvåret benytte mig af at køre med bus, mens jeg om sommeren kunne benytte min knallert til Hjørring og tilbage til Sdr. Harritslev.

Når jeg så skulle med bussen hjem, gik jeg fra Hjørring Gymnasium og ned til rutebilen, og når jeg ventede på Hjørring Banegård, der så jeg altid en specielt udseende mand, kaldet Kaffe- Erik.

Han var karakterisk klædt i gummistøvler, mørke bukser, en stor frakke, hvorunder der var en anden jakke og derunder en trøje. Hans hår var langt, let krøllet og uplejet, og ansigtet var deltvist dækket af et vildtvoksende skæg.

Når Kaffe Erik var på vej ned mod banegården, gik han ofte med sin cykel, hvor der hen over styret hængte en foderstof- sæk. Jeg hørte fra andre, af Kaffe- Erik af og til samlede jern, som han efterfølgende kunne sælge, hvilket kunne give en lille skilling.

Kaffe- Erik så umiddelbart så anderledes ud, at man som barn og ung godt kunne være lidt bange for ham de første gange, man så ham, men ret hurtigt erfarede man, at der ikke var ondt skabt i ham. Han var meget rolig, og gik sindigt og roligt rundt med cyklen.

Når han nåede banegården, gik han ind i DSB- kiosken og købte sig en kop kaffe, som han sad og nød i ventesalen.

Oftest sad Kaffe- Erik alene, men der var også enkelte personer, der kendte ham, der kom hen og snakkede med ham, mens han nød sin kaffe.

I 1960-erne og 70-erne oplevede vi jævnt tit, at diverse vagabonder gik rundt på vejene, og ligeledes at de drak spiritus, men jeg har aldrig set Erik med en øl, kun kaffe. Derfor var han heller ikke utilregnelig, men stille og rolig.

Fra andre hørte jeg, at Kaffe- Erik havde en jordhule i Hjørring Bjerge i nærheden af Galgebakken. Han skulle iflg rygtet have oplevet en tabt kærlighed, hvilket skulle have foranlediget hans valg af bolig.

I 1970-erne havde nogle drenge sat ild til buskads i Hjørring Bjerge, og måske var det anledning til, at Kaffe-Erik flyttede ned i en skurvogn, som Hjørring Kommune gav ham. Skurvognen var opstillet i den ene ende af Christiansgave, og her holdt Erik til om natten, mens han i dagtimerne bl.a. kom en del på cafeteria i Højene og på “Kaffekoppen” i Nørregade 19.

Det fortælles ligeledes, at Erik kom på Dagcentret i Østergade, hvor han af og til sov under trappen i fyrrummet. Om morgenen måtte der spules rent, eftersom han havde tisset ud af døren. Fra Dagcentrets side sørgede man for, at Kaffe- Erik fik mad hver dag.

Kaffe- Erik havde også sin gang på Hjørring Bibliotek i dagtimerne, og her gik han som den eneste rundt i gummistøvler. Det fortælles, at han var rigtig god til at lave papirklip, men hvor han sad og lavede disse, er ikke helt til at vide, blot har jeg erfaret, at en frisør, han kom hos, havde modtaget papirklip, som Kaffe-Erik havde lavet til hendes søn.

På et tidspunkt får Kaffe- Erik en blodprop og kommer på sygehuset. Efter dette sygehusophold kom Erik på Plejehjemmet i Fynsgade, og her blev han soigneret, klippet og barberet, og nogle påstod, at det måske netop var medvirkende til, af han “mistede gnisten”.

På plejehjemmet oplevede man Kaffe- Erik som en stille og beskeden mand.

Kaffe- Eriks borgerlige navn var Jens Erik Nielsen, og man ved, han gik omskole i Skallerup. Efter sigende døde han i 1990. Han var en speciel person, der var kendt af alle, der færdedes i Hjørring og omegn, men en person, der ikke selv krævede noget fra andre, og ikke ønskede særlig omgang med andre, blot han fredeligt måtte gå rundt i sin egen trummerum, nøjsom og ydmyg, som han var

Flere artikler