Historien om den syngende fiskerkone

Kilde: Birgitte Meyer
Profilbillede
Birgitte Meyer

Vesterhavet har altid været en lunefuld og farlig nabo, og i 1852 blev der oprettet et landsdækkende redningsvæsen i Danmark med stationer med redningsbåde og raketapparater langs kysten.

Redningsstationen i Lønstrup blev en af de første langs den jyske vestkyst. “Vesterhavet er farligt, men ikke til at undvære”. siger Inger Lauritzen, fiskerkone og visesanger, der har boet ved det glitrende hav blandt vejrbidte og tavse fiskere i hovedparten af sit liv.

Inger Lauritzen lever med sit sprudlende og talende væsen ikke selv op til den vejrbidte, tavse fiskertype, hun har delt det meste af sit liv sammen med i Lønstrup på den jyske vestkyst, men det er der en forklaring på: Den nu 86-årige visesanger og fiskerkone, der blev kendt over det ganske land med sine sange om fiskere, klitter og hav, er født et par kilometer inde i landet, og det gør i denne sammenhæng den helt store forskel.

Hun fortæller: 
"Da jeg som 20-årig blev gift med Knud og kom til Lønstrup, var det som at komme til en anden verden. Jeg kom jo fra det trygge, grundtvigske landmandsmiljø, helt anderledes end herude, hvor man levede af kystfiskeriet, og hvor dagligdagen var barsk, nøjsom og usikker. For fiskeren vidste jo aldrig, om han ville komme godt i land. Værst var det, når det blæste op, og redningsbåden skulle ud. Vi fiskerkoner gik med på stranden, når advarselskurvene i signalmasten blev hejst, og redningsbåden sat ud, men når den så dykkede i den første bølge, gik vi hjem og ventede. Det var ikke til at holde ud at blive nede på stranden”.


Foto: Inger Lauritzen med sine døtre, Lisbeth og Helle (arkiv.dk)

Hendes svigermor rullede gardinerne for og tændte sine to primusser for at dæmpe angsten, når stormen hujede udenfor, og fiskerne stadig var på havet.

“Vi kaldte primusserne for spektakelbrændere. De spruttede og hvæsede, så hun ikke kunne høre stormvejret så meget”, forklarer Inger Lauritzen.

Selv husker Inger Lauritsen, hvordan angsten også greb hende, når det blæste op, og Knud var på fiskeri på havet eller ude med redningsbåden.

Knud Lauritzen var redningsmand i Lønstrup igennem 42 år og døde i 2002. Efter han var gået på pension, skar han skilte af strandingstræ, som han fandt på stranden, med navnene på de skibe, der gennem årene er forlist ud for Lønstrup.

Skiltene kom til at hænge i Inger Lauritzens stue som en stadig påmindelse om Vesterhavets voldsomme, totale kræfter og magt. Denne farefulde og dramatiske side af den store nabo mod vest illustreres af et gammelt kort over strandinger i perioden fra 1858 til 1862 langs den jyske vestkyst. Vesterhavet har blæst både gudsfrygt og fandenivoldskhed ind i os? Kortet er fyldt med prikker, en for hver stranding, og et af de steder, hvor der er rigtig mange, er ud for strækningen ved Lønstrup og Rubjerg Knude, syd for Hirtshals, hvor der 70 år senere blev bygget fiskerihavn.

“Det er de særlige strømforhold og revlerne, der har gjort kyststrækningen her ekstra farlig”, fortæller Inger Lauritsen.

Lønstrup Redningsstation blev oprettet i 1852 som en af de første i landet. Frem til nedlæggelsen i 1980erne reddede båden herfra i alt over 250 skibbrudne i land. Redningsstationen er nu bevaret som museum.

“Engang spurgte jeg Knud, hvad de så snakkede om, når de havde været ude på en redningsaktion, og det var gået godt”, fortæller Inger Lauritsen “Jah, så var der jo ikke mere at snakke om, mente han, og så fik jeg ikke mere at vide. For det var gået godt, så hvad var der at snakke om?

Ægtefællens fåmælte svar blev for Inger Lauritzen en understregning af den helt særlige mennesketype, som hun finder på den jyske vestkyst. Livet som kystfisker var jo barsk. Fiskeriet efter hummere og torsk foregik fra åbne fiskerbåde, som blev sat i havet direkte fra stranden, og fiskerne kunne være ude i op til 20 timer. Når de så vendte hjem om vinteren, var deres ansigter og hænder blå af kulde, og ansigtet stivnet under en maske af størknet salt. “Hej, far, velkommen hjem”, drillede børnene, “prøv at smile”, for de vidste jo, at det kunne han ikke, før ansigtet var tøet op.

Men fiskerne beklagede sig aldrig, for sådan var vilkårene. Det var vejrbidte, tavse typer, men også mennesker, der vidste, hvad de stod for. Udholdende, seje og tavse. De havde Vesterhavet i blodet.Tavse fiskertyper, der vidste, hvad de stod for og havde med at gøre, men som samtidig var præget af en grundlæggende ydmyg holdning til tilværelsens store spørgsmål.

“Den missionske vækkelse langs den jyske vestkyst gik af en eller anden grund uden om Lønstrup, og de missionske i nabosognene mente, at fiskerne i Lønstrup hørte til de frafaldne, men det kan vi godt leve med, mente min svigermor, som også var gift med en kystfisker. Hun vidste jo også, at selvom de ikke var missionske i Lønstrup, havde de deres gudstro.”

“Med deres usikre tilværelse, afhængig af vind og vejr, vidste de, at vi mennesker ikke selv kan klare det hele her i livet, og jeg ved, at Knud altid bad en bøn om, at det måtte gå godt, når han skulle på havet. Han vidste, at det ikke er nogen selvfølge. Men det var ikke noget, der blev snakket om”.


Foto: Inger Lauritzen har skrevet en bog, og heri er der tekster til flere af hendes sange.

Som hendes svigermor kunne heller ikke Inger Lauritzen skjule sin angst, når havet viste tænder, og Knud var ude med redningsbåden eller på fiskeri. Det kunne børnene jo se, når jeg ikke havde det godt. “Du er bange, mor, for dine øjne er ikke rigtige, sagde vores dreng engang, da han var seks år.”

For at dæmpe angsten begyndte Inger Lauritzen at skrive, og ud af det voksede viserne, for siden kom der melodi på ordene.Blandt hendes mest kendte er visen om det Glitrende hav, Vesterhavet, der på vindstille dage glitrer som rav, men samtidig også den mægtige, lunefulde, ekcentriske nabo, der i stormen rejser sig i dramatiske bølger farefuld og altædende i sin ubetvingelige urkraft, så Kystdirektoratet løbende må sandfodre for at sikre den jyske vestkyst.

Ud for det gamle fiskerleje i Lønstrup holder nu en kystsikring af norske klippeblokke havet i skak. De er blandt andet Inger Lauritzens fortjeneste. Hun tog affære, efter at Lønstrup-borgerne gennem mange år forgæves havde forsøgt at råbe myndighederne op, og en novemberstorm i 1981 havde ædt 30 meter af klitterne.Det var forfærdeligt. Var det fortsat bare to timer mere, var vores hus røget med, fortæller hun.

Bagefter lykkedes det hende at få tv til at vise billeder af ødelæggelserne, og Lønstrup fik derefter langt om længe sin kystsikring. Lige så fredfyldt og imponerende smuk, Vesterhavet viser sig på vindstille dage, når solen går ned og farver himmel og hav blændende lyserødt, lige så frygteligt og skræmmende kan Vesterhavet være, når det viser tænder, og det kan meget hurtigt vende fra den ene yderlighed til den anden.

“Der er noget lunefuldt over Vesterhavet”, mener Inger Lauritzen. “Alligevel er det ikke til at undvære”, fastslår landmandsdatteren, der blev fiskerkone og fik sit liv ved havet mod vest. “Nej, jeg kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Jeg ville ikke kunne undvære at stå op om morgenen og se ud over Vesterhavet. Så jeg bliver her, så længe jeg kan”. Og kærligheden til havet er hun ikke ene om. Efter 45 år i København er en datter nu efter at være blevet pensioneret vendt tilbage og har bosat sig i Lønstrup.

Hun ville tilbage til Vesterhavet og den friske luft. Den har de jo ikke på samme måde i København, kommenterer Inger Lauritzen.

Flere artikler